Birgitte Klippert: ’Sig tak når nogen klapper dig i numsen’

Sofie Lindes udtalelse til Zulu Awards i august 2020 behøver ingen introduktion. Hun fik den i udlandet verserende #meetoo-debat til Danmark med et trylleslag, og med ét var hun og hendes oplevelse på alles læber. Sofies oplevelse med en kollega, der var højere i hierarkiet end hende, var en klokkeklar overskridelse af god moral og udtryk for ekstremt dårlig dømmekraft. Sofies oplevelse, eller nogen der minder om, skal ingen finde sig i.

I tiden efter fulgte ikke blot den offentlige debat, men også konsekvenser for mænd, der enten for nyligt eller år tilbage havde opført sig på en måde, hvor en kvinde havde følt sig krænket. Jeg tog i mange af sagerne klart mændenes parti. Sager om klap i numsen og hænder på låret, var små sjove sager, som var et udtryk for dét spil, der er mænd og kvinder i mellem, og ’gider du lige fjerne din hånd’ måtte være en passende reaktion. Jeg har endda blandt venner sagt, at nogle kvinder skulle vende sig om og sige tak i stedet for at blive fortørnet.

Men efter godt et år, hvor #metoo har fyldt meget i medierne og i frokostpauserne, kigger jeg tilbage på egne holdninger og sætninger med røde ører. Jeg har læst mangt en artikel om emnet gennem det seneste år, jeg har aktivt deltaget i snakke om emnet, og jeg har forsøgt at holde mig opdateret og oplyst om emnet og forsøgt at se både det ene og det andet perspektiv.

Vendepunktet for mig blev dokumentaren ’MeToo: Sexisme bag skærmen’ som Impact TV har produceret, o som blev vist ultimo november 2021. Her træder mange kvinder, nuværende såvel som tidligere ansatte fra TV2, frem og fortæller om oplevelser, der kan minde om Sofie Lindes. Men de fortæller også om oplevelser, som kan opfattes som liggende i en gråzone. Blandt andet voksne kvinder, der frivilligt og på eget initiativ har sex med en overordnet. Når det så er sagt, så blev det først i debatten, der fulgte i kølvandet på dokumentaren, jeg blev klar over, hvad metoo handler om. Det handler om meget mere end bare enkeltsager. Det handler om kultur. Ikke bare på tv2, men i hele verden. En kultur som metoo er med til at gøre bedre. Blandt andet ved, at mennesker som mig, der før har gjort grin med det, bliver oplyst og udfordret på vores meninger.

Det handler ikke om at være for eller imod, det er ikke sort/hvidt, og man kan om dette emne ikke være ultimativ i forhold til hverken det ene eller det andet perspektiv, og jeg må indrømme, at jeg da også grinede højt, da jeg for nyligt kunne læse, at en fremstående kvindelig tv-vært, som deltog i dokumentaren om TV2, har haft et seksuelt forhold til en fotografelev, og jeg grinede endnu højere da jeg fandt ud af, at direktøren havde opfordret til klap i numsen, mens hun glad uddelte kondomer til de ansatte, da de skulle på seminar. Hykleri skal man passe på med at råbe, men man kan jo tænkte det i sit stille sind.

Som så meget andet i livet handler også dette om balance. Og det er svært. Særligt som mig der trives godt i og med en ironisk jargon og åbenhed om både mænd, kvinder, unge og gamle. Tv-værtens enten hykleri eller integritet, alt efter øjnene der ser, bekræfter dét faktum, at det kan være en svær balancegang. For hvordan kan vi vide, om det vi gør i dag, som ligger inden for god moral og dømmekraft, i morgen er udtryk for dårlig moral og dårlig dømmekraft?

Jeg ved det ikke, men jeg ved i hvert fald, at jeg på bare halvandet år har ændret min opfattelse af hvor grænsen går disse metoo-sager. Men er der så svært? Er det ikke nemt at tage afstand fra halvklamme ledere, der vil i trusserne på praktikanterne. Jo, det er nemt. Det er straks sværere at vurdere, om man skal tage afstand fra en ansat højt i et hierarki, der har samtykkesex med en kollega lidt længere nede, eller om man skal tage afstand fra en kollega, der komplimenterer ens jakkesæt eller kjole eller måske endda siger, at man ser godt ud.