Birgitte Klippert: På cafeen kommer erkendelserne

Birgitte Klippert skriver i denne uge om, hvordan sladder på en cafe måske afslører forældede familiemønstre.

Et af mine nærtstående familiemedlemmer var på café i sidste uge. Hun hyggede, snakkede og var sammen med gode bekendte, og under cafébesøget blev mit navn nævnt ved et andet bord, ligesom at min arbejdsplads, min mand, mine børn – i hvert fald antallet af børn – og det er mange (4) – også blev nævnt. Mit familiemedlem er egentlig ikke nysgerrigt af natur, men eftersom mit navn med videre blev nævnt af og til, så kunne hun ikke undgå at høre, hvad det handlede om i grove træk.

Et bordfuld kvinder gav mig én over sinkadusen; selvoptaget, arrogant, bedrevidende, at troede jeg var mere end andre, var alt for ofte på de sociale medier osv. var nogle af de ord, der blev sagt. Dertil, og det er egentlig her, det bliver interessant, blev der også delt meninger om, at det vel nok er synd for min mand, at han skal passe vores børn, at han skal stå for det hele derhjemme, og tænk hvordan det må være, at være gift med en så selvoptaget kvinde.

Der er jo ikke noget nyt i at folk sladrer. Det gør jeg også selv. Allermest sammen med mine veninder, en masse rødvin og nogle drinks. Og jeg elsker det. Vi får vendt hele verdenssituationen, og dem vi ikke lige forstår, kender, irriterer os over eller noget helt fjerde, de får nogle verbale sværdslag i vores lille lukkede selskab af måske tre-fire kvinder. Vi griner, hygger og mener i øvrigt ikke noget med det. Ligesom de skønne cafegæster, som mit familiemedlem overhørte formentlig heller ikke mener noget dybere med det. (Og hvis de gør, er der ikke så meget at gøre ved det.)

Det ligner mig dårligt at blive påvirket af, hvad andre måtte have af mening om mig, eftersom jeg heller ikke selv skorter på at have en mening om andre, så da jeg nu her efter nogle dage, måtte konstatere at den lille historie om bordet med de hyggende kvinder, poppede op hos mig et par gange, så måtte jeg lige have vendt, hvorfor netop dén fortælling ikke bare var, som de andre fortællinger jeg støder på, hvor folk har en mening om mig.

Mine første overvejelser var omkring mine børn. Er det min fordi de blev nævnt enten direkte eller indirekte, at historien ikke lige går i glemmebogen? Jeg tror det ikke. Det var ikke dem, der fik en tur, eller dem der overhørte noget, eller dem der var meninger om. Blev jeg ramt personligt, fordi nogen åbenbart ikke ser den store fidus i mig? Jeg tror det ikke. Der er nemlig heller ikke, noget nyt under solen her. Vi elsker jo ikke alle hinanden.

Jeg er kommet frem til, at det der har ladet historien poppe op, er min erkendelse af, at vi til stadighed sidder fast i en gammeldags, stereotyp rammefortælling, hvor faren er den, der har travlt, er mest væk hjemmefra, banker en karriere op osv., mens moren er den, der er hjemme ved børnene, laver det huslige og ikke fører sig frem på arbejdsmarkedet.

Hvis nogen ikke passer i dén ramme, så er moren egoistisk, og det er synd for faren. Der er også enkelte variationer, hvor moren stadig er egoistisk, men hvor faren er en helt i stedet for, at det er synd for ham.

Erkendelsen af at ovenstående grundlæggende antagelser stadig er så indgroede i vores tankemønstre gør mig ærligt talt lidt trist. Vi kæmper for frihed, rummelighed, udvidede familiemønstre, åben seksualitet, mod metoo og alt muligt andet. Men når vi slapper af og hygger os allermest – på cafeen med veninderne – så glemmer vi alt dette, og lader indgroede strukturforestillinger være omdrejningspunktet for, hvordan vi omtaler hinanden.

Skal vi ikke forsøge at blive ved med at kæmpe kampen for friheden til at leve det liv vi ønsker!? Som travl kvinde, familiefar, sladrende veninder eller som noget helt andet. Kæmpe kampen både i det aktive og i det passive. Så når vi længere i vores samfund!