Aabenraa: Stjerneforfattere kommer til byen

Mød forfatterne Ib Michael og Kristian Bang Foss, når “OrdFraNord – Litteraturfest i grænselandet” i september indtager Aabenraa og Felsted.

Ib Michael og Kristian Bang Foss er to af de tunge herrer i det danske forfatterlandskab. I september kan du møde dem begge, når de går på scenen på henholdsvis Folkehjem i Aabenraa og Damms Gård i Felsted.

Ib Michael udgav i april den eventyrlige roman ”Sandheden om Lucy”, som også er en kærlighedsroman om den unge Igor, der finder Lucy bevidstløs og forslået. Sammen drager de til Amazonas.

Ib Michael debuterede allerede i 1970 med ”En hidtil uset drøm om skibe”. Han har siden udgivet et utal af romaner, noveller, digte, børnebøger, rejsebøger og en dagbog med inspiration fra sin barndom og mange rejser.

I 50-året for sin første udgivelse fortæller Ib Michael om livet og rejserne bag den anmelderroste Vanille-trilogi og rejsen til Papa Viggos ø i Stillehavet med skibet Nordkaperen. Ib Michael fletter i fiktionens tråde sammen med virkelighedens oplevelser og beretter med vid, indsigt og en fabelagtig sans for at fortælle en historie.

Kristian Bang Foss har ikke ligeså mange år på bagen, som Ib Michael, men han har dog slået sit navn fast på det danske bogmarked.

Med romanen ”Frank vender hjem” fra 2019 nåede Kristian Bang Foss ud til et stort publikum. Utallige læsekredse har læst romanen, som også blev nomineret til DR’s romanpris.

Kristian Bang Foss fik sit gennembrud i 2008 med ”Stormen i 99”, hvor temaet er gruppedynamik og magtforhold på en arbejdsplads og i folkeskolen. ”Døden kører Audi” fra 2012 blev hans internationale gennembrud.

Han lader sig inspirere af oplevelser og iagttagelser, hvor han færdes, og sat sammen bliver det til absurde skildringer med både komik og tragedie.

“OrdFraNord – Litteraturfest i grænselandet” er en litteraturfestival i det dansk-tyske grænseland, hvor man kan møde nordiske forfattere på biblioteker nord og syd for grænsen.

OrdFraNord afholdes i et samarbejde mellem Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg, Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse, Forening Norden, Haderslev Bibliotekerne, Biblioteket Sønderborg og Verband Deutscher Büchereien Nordschleswig.

Ib Michael indtager Folkehjem onsdag d. 16. september, mens Kristian Bang Foss besøger Damms Gård dagen efter. Entré til arrangementerne koster 80 kroner (40 kroner for studerende mod forevisning af gyldigt studiekort). Billetter kan købes på aabenraabib.dk. Tilmelding er nødvendig.




Kristian Bang Foss blev i 2019 nomineret til DR’s romanpris for romanen ”Frank vender hjem”. Han debuterede med ”Fiskens vindue” i 2004. I september kan du møde ham på Damms Gård i Felsted. Foto: Morten Holtum.

Be the first to comment on "Aabenraa: Stjerneforfattere kommer til byen"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*