Posekærvej 8 i Aabenraa er blevet solgt til W1 Holding Aps, der med projektet ”Udsigten” vil bygge boliger, hvor FN’s Verdensmål er tænkt ind i projektet.
Fra 1. december vil grunden på Posekærvej 8, der har et areal på 18.975 m2, få ny ejer, da Aabenraa Kommune har solgt det til W1 Holding Aps, som vil omdanne området til et bæredygtigt boligprojekt med fem forskellige hustyper.
– Jeg er glad for, at vi har fundet en køber, som kommer med et projekt, der passer til vores ambitioner og målsætning i bosætningsstrategien om at tiltrække flere borgere til kommunen. Det er en meget attraktiv placering med udsigt til fjorden i et bynært område, hvor der er adgang til mange arbejdspladser, siger borgmester Thomas Andresen i en pressemeddelelse.
Det er et mål for de kommende ejere at skabe en varieret boligbebyggelse, som henvender sig bredt med fem boligtyper – rækkehuse, rækkehuse med orangeri, gårdhavehuse, parterrehuse og villaer. Bebyggelsen skal ifølge projektet medvirke til at skabe et mangfoldigt miljø, hvor der er plads til den moderne sammenbragte familie, seniorer, singler og kernefamilier.
– Det er en helt unik beliggenhed, vi har fået med købet af grunden. Derfor fortjener det også et unikt projekt, som ”Udsigten” er, hvor der bliver lagt vægt på arkitekturen med fokus på bæredygtighed ud fra FN’s Verdensmål, og hvor alle, der kommer til at bo der, vil få en spektakulær udsigt til fjorden og byen, siger Torben Brand, projektudvikler W1 Holding Aps, og uddyber:
– I sikringen af den miljømæssige bæredygtighed inddrages emner som urbanitet, landskab, materialer, energi, dagslys og indeklima. Driften sker med et minimum af ressourcer, og i designet prioriteres passive tiltag til sikring af huse med godt indeklima og lavt energiforbrug.
I projektet ”Udsigten” er naturen også prioriteret, hvor beplantningen får lov til at være vild, og hvor regnvandet håndteres i kombination med det grønne i et rekreativt miljø. Derfor vil der blandt andet være grønne overflader med regnvandsbede, der fremmer biodiversiteten. Samtidig er udemiljøerne tænkt i en socialt, bæredygtig tanke, som understøtter fællesskaber, øger oplevelsen af tryghed og forebygger ensomhed.
– Det er et enormt spændende projekt, som køber kommer med, der passer ind vores ambitioner om at få kommunen i en endnu mere bæredygtig retning. Nu forestår den kommende lokalplanproces, hvor lokalplanarbejdet skal i den retning, som projektet kommer med, siger formand for Vækstudvalget for Land og By, Philip Tietje.
Be the first to comment on "Aabenraa Kommune sælger stor grund til bæredygtigt boligprojekt"