AABENRAA KOMMUNE: Nu kan de unge komme til tandlægen

Aabenraa Kommunes Tandpleje åbner gradvist for undersøgelser og behandlinger

Fra onsdag 29. april 2020 vil børn og unge igen bliver indkaldt til undersøgelser, behandlinger og tandregulering i Tandplejen i Aabenraa Kommune.

Selvom Tandplejen åbner igen, bliver det ikke helt, som det plejer, da Tandplejen følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for at undgå smittespredning med COVID-19.

Der vil være så få personer i venteværelset som muligt, og man kan blive bedt om at vente udenfor. Børn og unge vil blive behandlet af tandplejepersonalet, der bruger værnemidler og har ekstra fokus på hygiejne. Det er ikke muligt at booke en tid via borgerbooking eller at møde op uden forudgående aftale.

Indkaldelserne sker på bagrund af Tandplejens konkrete og individuelle vurdering af hvert enkelt barn eller unge. De mest nødvendige behandlinger, undersøgelser og tandreguleringskontroller vil blive prioriteret først.

– Vi glæder os til, at vi nu igen kan åbne op for mere aktivitet i Tandplejen. Desværre har vi ikke mulighed for at undersøge og behandle lige så mange, som vi plejer. Derfor vil alle undersøgelser blive forsinket og der vil blive ventetid på behandlinger, fortæller Christian Schrøder, der er centerleder for Center for Sundhedsfremme og Forebyggelse og fortsætter:

– Vi opfordrer alle børn, unge og deres forældre til sammen at være ekstra grundige med tandbørstningen to gange om dagen for at undgå huller eller at begyndende huller udvikler sig, da der nu bliver længere tid mellem tandlægebesøgene.

Tandplejen åbner i første omgang i Aabenraa på Kongehøjkliniken og på klinikken i Tinglev.

Be the first to comment on "AABENRAA KOMMUNE: Nu kan de unge komme til tandlægen"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*