Daniel Grétarsson har spillet sin sidste kamp for Sønderjyske Fodbold i denne omgang.
Den 30-årige forsvarsspiller skifter med omgående virkning til AGF, der har købt islændingen fri af sin kontrakt i Sønderjyske Fodbold.
Sportschef Casper Daather siger om salget:
– Daniel Grétarsson har været en god mand for os de seneste tre sæsoner, hvor han har været med til at rykke os op i 3F Superligaen og siden konsolideret os i rækken. Det har man også noteret sig i andre klubber, hvor AGF på det seneste har vist stor interesse for ham, og det er nu mundet ud i et salg.
– Det er først og fremmest med stolthed, at vi nu sender ham videre på sin fodboldrejse. Vi har sammen haft tre fantastiske år, og vi afslutter dette kapitel med stor respekt og en fælles forståelse.
– Vi har været helt bevidste om, at der med stor sandsynlighed kunne ske et skifte i dette transfervindue, og derfor er vi også både forberedte og fortrøstningsfulde. Vi har stærke afløsere klar til at tage over, og vi føler os godt rustet på positionen.
– Vi takker Daniel Grétarsson for en stor indsats i den lyseblå trøje og ønsker ham og familien alt det bedste fremover, siger Casper Daather.
Daniel Grétarsson nåede 80 kampe og scorede seks mål for Sønderjyske Fodbold.
