– Efter mange år i Folketinget har jeg besluttet at stoppe, lyder det fra Venstres Søren Gade i dag.

Mange af jer har fulgt mig og vist mig tillid gennem årene. Derfor skylder jeg jer at fortælle hvorfor.

De seneste uger har været en barsk omgang – både for mig og mine nærmeste. De mange søde hilsner og beskeder jeg har fået fra nær og fjern er virkelig blevet værdsat.

Tak for hver og en.

Efter sidste folketingsvalg besluttede Venstres ledelse, at partiet skulle ud på en ny rejse. Jeg har forsøgt at finde min plads på den rejse, men må også erkende, at jeg ikke længere kan stå inde for retningen. Og jeg kender heller ikke destinationen.

Jeg gik ind i politik for at kæmpe for det, jeg tror på, og for de mennesker, der har valgt mig. Ikke for at stemme imod min egen overbevisning. Det har bragt mig i en svær situation, og derfor vil jeg sige noget om gødskningsloven.

For nogle har kritiseret min håndtering af sagen uden at kende de interne drøftelser i Venstre.

Allerede hen over sommeren meddelte jeg gruppeledelsen, at jeg ikke kunne stemme for loven. Det faglige grundlag var efter min mening ikke på plads, og der var ingen klarhed om erstatninger til landbruget. Det er ganske enkelt ikke rimeligt over for de mange danskere, der vil mærke konsekvenserne af loven.

Jeg holdt det internt helt frem til målstregen for at give ledelsen plads til at finde en løsning. Jeg har været med i politik i mange år, og jeg har i denne sag ageret inden for det, man kunne kalde de politiske spilleregler.

Troels Lund Poulsen er Venstres formand, og Stephanie Lose er Venstres næstformand. Det er dem, der har forhandlet den grønne trepart og det grønne område, og det er dem, der sætter retningen for Venstre. En retning, jeg ikke er enig i.

Politisk uenighed er en del af demokratiet. Men den seneste tid har også handlet om noget langt mere personligt. Den dag, jeg gik af som formand for Folketinget, bragte Jyllands-Posten et portræt, hvor jeg som menneske blev pillet i stykker alene med afsæt i anonyme kilder.

Alle, der kender det politiske miljø, ved, at den slags historier sjældent opstår af sig selv. Tanken om, at mennesker, jeg har arbejdet sammen med og stolet på, har været en del af det, gør mig oprigtigt ked af det. Det er ikke ordentligt, og det er milevidt fra de spilleregler, jeg har kendt i mit politiske liv.

Jeg håber derfor, at debatten i kølvandet på Jyllands-Postens artikel kan være med til at sikre, at den form for journalistik om folkevalgte ikke bliver normen i Danmark.

For bag enhver politiker står et menneske. Med følelser, familie og en grænse for, hvor meget man vil stå model til, og hvad helbredet kan holde til. De sidste uger har jeg været gladere for at gå i seng om aftenen end for at stå op om morgenen. Sådan skal livet ikke være. Jeg vil heller ikke være en sten i skoen på det parti, der har været så stor en del af mit liv.

Derfor vil jeg sige en kæmpe tak til jer, der har hængt plakater op, sat kaffe frem og taget imod mig rundt i landet. Til de mange tusinde danskere, der gennem tiden har sat deres kryds ved mit navn – jer skylder jeg en særlig tak. Og til mine medarbejdere, som har stået ved min side.

Jeg håber, at Erik Flyvholm vælger at overtage mit mandat. Han fik tredjeflest personlige stemmer blandt Venstres kandidater i storkredsen ved valget og fortjener om nogen at være vestjydernes repræsentant på Christiansborg. Jeg ønsker ham alt det bedste.

Jeg forlader Folketinget med et stik af sorg i hjertet, men også med dyb taknemmelighed. Nu glæder jeg mig til mere tid med min familie og de mennesker, jeg holder af.

God vind fremover til jer og jeres kære.

Søren