Bestyrelserne takker helhjertet for hendes dedikerede indsats.
Kristina Lehmann Schjøtt har valgt at opsige sin stilling som administrerende direktør for Tønder Festival og søger nye udfordringer, oplyser Tønder Festival i dag.
Kristina Lehmann Schjøtt tiltrådte som administrerende direktør for Tønder Festival i 2023 og har gennem de seneste tre år stået i spidsen for den fortsatte udvikling af en af Danmarks mest traditionsrige musikfestivaler. Nu har hun valgt at stoppe i organisationen og søge nye professionelle udfordringer.
– Det har været tre både intense og fantastiske år, og jeg er utrolig stolt af det, vi har skabt sammen. Tønder Festival er noget helt særligt. Det skyldes ikke mindst de mange frivillige, medarbejderne, samarbejdspartnere, musikere, og det trofaste publikum, som år efter år skaber en helt unik festivaloplevelse her i Tønder.
– Det har været en sej turn-around efter covid, hvor vi som lokal festival fik en meget hård medfart. Jeg føler, at vi nu er kommet godt igennem og står på et stærkt fundament. Derfor er det også det rigtige tidspunkt at give stafetten videre og søge nye udfordringer, siger Kristina Lehmann Schjøtt.
Bestyrelsesformand for Tønder Festival Fond, Henrik Juul, takker den afgående direktør for hendes indsats:
– Kristina har ydet en kæmpe indsats for Tønder Festival gennem de seneste tre år og har været med til at udvikle festivalen i en periode, hvor både vi og resten af branchen har været i voldsom bevægelse. På både forenings -og fondsbestyrelsens vegne vil jeg gerne sige hende en stor tak for engagement, personlighed og samarbejde samt ønske hende alt det bedste fremover.
Tønder Festival står på et stærkt fundament og vil i den kommende tid fortsætte arbejdet med at udvikle festivalen med dyb respekt for det, der gennem mere end 50 år har gjort festivalen til et både et nationalt og internationalt fyrtårn for roots-, country- og folkemusik.
Kristina Lehmann Schjøtt er fratrådt pr 31/8 2026
Tønder Festival 25. 26. 27. 28. august 2027
www.facebook.com/tonderfestival
X: @tonderfestival
Instagram: TONDERFESTIVAL
Billetsalg på www.tf.dk
