Nyt digitalt kort over sten- og jorddiger er klar til brug

Stendiget ved Smørum vest for København kan findes på det digitale digekort i Miljøportalen. Pressefoto: SLKS.

Slots- og Kulturstyrelsen har foretaget en omfattende kortlægning af sten- og jorddiger i hele landet. Det nye digitale kort tilbyder langt mere præcise angivelser af digernes placering.

Sten- og jorddiger fortæller om historien i landskabet gennem 2000 år. Det er historien om Danmarks inddeling i sogne, landsby- og herregårdsejerlav, om driften i marken og om tidligere tiders beskatnings- og ejerforhold.

Slots- og Kulturstyrelsen har registreret omkring 31.000 kilometer sten- og jorddiger rundt i hele landet. Resultatet er et digitalt kort med både nye og langt mere præcise optegnelser end tidligere af, hvor digerne ligger placeret i landskabet.

Indtil nu har registrering af Danmarks sten- og jorddiger været mangelfuld, da den tidligere kortlægning er fra starten af 00’erne – før man havde udbredt adgang til digitale kort. Men det ændrer Slots- og Kulturstyrelsens nye digitale kortlægning på.

Det digitale kort er udarbejdet i samarbejde med Klimadatastyrelsen under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Derudover har projektet været fulgt af repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer, Kommunernes Landsforening, Miljøstyrelsen, Landbrugsstyrelsen, Danmarks Kulturarvsforening og Kulturministeriet.

Den nye digeregistrering er foretaget ved en kombination af automatiske analyser og manuel gennemgang. Derved er både beskyttelseskriterierne og den geografiske placering blevet gennemgået og rettet.

Gå til det nye digitale kort

Læs mere om beskyttede diger og registreringen

Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen