Mere end halvdelen af affaldet i Sønderborg Kommune bliver sendt til genanvendelse.
Det er godt, men det kan blive endnu bedre.
Især kan der gøres en forskel med mere mad til genbrug.
20% madaffald forbrændes
Der sorteres affald som aldrig før.
I 2022 blev 11.500 tons genbrugsaffald indsamlet hos husstande i Sønderborg Kommune.
Men en undersøgelse af affaldet viste, at der kun afleveres 80% af det affald, som faktisk er madaffald, til madaffald. Resten af madaffaldet bliver stadig afleveret til Restaffald, og ryger derfor til forbrænding i stedet for at blive genanvendt.
– Det er et stort potentiale, som går spildt, oplyser Stinne Stokkebo, driftschef hos Sønderborg Forsyning:
– Vi går lige nu glip af 1/5 madaffald, som kunne bruges til at producere biogas i Danmark her under energikrisen, fortæller Stinne Stokkebo og fortsætter, Madaffald vejer meget og har stor energimæssig værdi, så hver enkelt kan nemt gøre en forskel i samfundet ved at sortere madaffaldet derhjemme.
Madaffald bruges til at producere biogas, som er et grønnere alternativ til naturgas. Naturgas kommer fra fossile kilder, og derfor er biogassen grønnere. I Danmark bruges bla. gas i transportsektoren, i industrien og på kraftvarmeværker til at producere varme og el.
Madaffald er derfor en kilde til energi i samfundet.
Faktisk er den energi, der kommer fra bare 1 kg køkkenaffald, nok til at koge 7 liter vand på en elkoger, ifølge DAKA ReFood.
Hvis du står med affald og er tvivl, om det skal til madaffald eller restaffald, er der hjælp at hente i Sønderborg Forsynings sorteringsguide på sortering.dk.
Kilde: Sønderborg Forsyning
