Forleden kunne Destination Sønderjylland melde særdeles positive tal ud, hvad angår antallet af turister i år i det sønderjyske. Herunder specielt mange tyske turister.
Sydnyt.dk har spurgt Gitte Hoeg Andersen, der er PR- og markedsføringskoordinator hos Destination Sønderjylland, hvad det er turisterne går efter, og hvorfor tallene er så positive i år.
– Det hænger bl.a sammen med, at Destination Sønderjylland i Erhvervsfremmebestyrelsen havde søgt flere midler til at kickstarte turismen efter corona, og havde stor fokus på at markedsføre vores smukke natur, roen og pladsen, fortæller Gitte Hoeg Andersen.
– Vi har aldrig før brugt så mange penge på markedsføring af skuldersæsonen – især efteråret – og det er derfor dejligt at se, at det er netop i skuldersæsonen vi kan se det store plus hvad angår tyske overnatninger. September og oktober har således været helt fantastiske!
Skuldersæsonen tilbyder netop det den tyske kyst- og naturturist har efterspurgt mest i år – især efter corona. Det er trygt, afslappet, gode faciliteter, der er plads på strandene, i skovene, på vandrestierne og ikke mindst, ro til at slappe af.
Læs også denne her artikel om turistboomet i det sønderjyske.

