Vejdirektoratet sætter strøm til Fynske motorvej med ny ladepark

Vejdirektør Jens Holmboe, borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd Jensen og ejendomsdirektør i Clever Kenneth Boe Larsen klippede i dag den røde snor og markerede åbningen af den nye ladepark. Foto: Vejdirektoratet

Nu kan de mange elbilister, der pendler på tværs af landet, glæde sig over åbningen af en ny ladepark på rasteplads Lillebælt Syd. Den første af en række ladeparker, der dukker op langs de danske motorveje frem mod 2030. Den røde snor blev klippet, og elbilerne strømmede til.

Det er i stigende grad strøm, der bliver fyldt på bilerne, når der skal tankes op herhjemme. Det er godt nyt for den grønne omstilling, men det stiller også store krav til vores ladeinfrastruktur.

Vejdirektoratet er derfor i fuld gang med at planlægge opførslen af omkring 40 ladeparker med cirka 600 lynladepladser langs de danske motorveje.

I dag kunne Vejdirektoratet sammen med Middelfarts borgmester og ladeoperatør Clever klippe den røde snor til den første ladepark, som netop er blevet opført på rasteplads Lillebælt Syd på Fyn.

Transportminister Thomas Danielsen siger:

”Stadigt flere familier vælger elbilen til, og det er godt. I andre familier “lider” man fortsat af rækkeviddeangst. Den bekymring kommer vi kun til livs ved at udbygge mulighederne for at lade på farten. Ved Lillebælt Syd er de første 16 lynladepladser nu klar. Sådanne pladser kommer der heldigvis mange flere af i de kommende år.”

På den modsatte side af motorvejen åbner Vejdirektoratet inden længe endnu en ladepark, der sammen med de øvrige lademuligheder på øen, skal gøre det endnu nemmere for elbilisterne at lade op på Fyn.

Fokus på indretning og strømstyrke

Den nye ladepark på rasteplads Lillebælt Syd indeholder i alt 30 lynladepladser, hvoraf seks pladser er til biler med trailer eller campingvogn. De første 16 ladepladser åbnede i dag, mens de resterende 14 pladser bliver taget i brug i 2025.

Lynladerne har en effekt på op til 300 kW, og drives af Clever.

Projektleder Jonas Johnsen, Vejdirektoratet, siger:

“Det er første gang, at vi prøver kræfter med at bygge en ladepark, og vi har i planlægningen haft særligt fokus på indretningen, så den fungerer bedst muligt, både i forhold til at lade sin bil og i forhold til rastepladsens faciliteter. Det betyder blandet andet at elbilisterne kan cirkulere rundt om ladepladserne, så de nemt kan finde en ledig stander og få placeret bilen rigtigt. Og så har vi gjort plads til de køretøjer, der fylder lidt mere“.

Ladeparken er overdækket, så elbilisterne kan stå i læ for sol og regn, når de lader bilen op. På taget har Vejdirektoratet etableret solceller, der skal bidrage til den grønne omstilling.

Fakta om ladeinfrastruktur

Den nye ladepark på Fyn er den første af omkring 40 ladeparker, der bliver anlagt, som en del af ”Infrastrukturplan 2035”. Alt i alt bliver der etableret cirka 600 ladepladser rundt omkring i landet.

Der er afsat i alt 500 millioner kroner til udrulning af ladeinfrastruktur frem mod 2030, og allerede i løbet af første halvår 2023 åbner de første fire ladeparker langs motorvejen. De to af dem på Fyn og yderligere to på rastepladserne Tappernøje Øst og Vest i Sydsjælland.

Der er i dag ladestandere på i alt 35 rastepladser langs statsvejnettet. De nye ladeparker med lynladere, bliver placeret på centrale dele af vejnettet og på rastepladser, hvor der i dag ikke allerede er opført ladestandere.

Kilde: Veldirektoratet