VejDirektoratet: – Nu siger vi det for 4. gang: Der skal være plads til alle på vejene

Landevejene er ofte smalle, så husk at give plads. Illustration: Vejdirektoratet

Der er for meget vrede og for mange konflikter på de danske landeveje.

Med kampagnen ”Vi deler vejen” vil Vejdirektoratet og en række organisationer sende en kærlig påmindelse til bilister og cykelmotionister om at huske at vise hensyn og holde afstand til hinanden.

Tæl til ti. En følelse af frustration og utålmodighed kommer op i mange danskere, når de møder en anden trafikanttype på landevejene. De små skænderier opstår især om sommeren, når rapsmarkerne står i fuldt flor, og det gode vejr lokker motionscyklister ud i trafikken, hvor de skal dele pladsen med bilister.

Det fører til konflikter af både fysisk og verbal karakter – og ofte også til farlige overhalinger.

Vejdirektoratet har derfor vurderet, at det igen i år er nødvendigt at gentage kampagnen ”Vi deler vejen”. Kampagnen er henvendt til bilister og cyklister, og budskabet er enkelt: Del vejen! For hvis vi alle bliver bedre til at vise hensyn til hinanden, give plads og holde afstand, når der overhales, så bliver det mere trygt og sikkert for alle at færdes i sommertrafikken.

”Det er vigtigt, at vi hver især udviser hensyn til hinanden i trafikken. Når vi giver god plads til hinanden og deler vejen, kan alle komme trygt og sikkert frem. Derfor glæder det mig, at der endnu engang bliver sat fokus på dette langs landevejene hen over sommermånederne,” siger transportminister Thomas Danielsen.

Et sommerproblem

Kampagnen er et samarbejde mellem Transportministeriet, Vejdirektoratet, Rådet for Sikker Trafik, FDM, Cyklistforbundet, Danmarks Cykle Union og DGI Cykling. Blandt de mange aktører er der bred enighed om, at alle trafikanttyper har lige ret til vejene, og at det er afgørende at passe på hinanden og dele vejen.

Som en del af kampagnen vil trafikanter – om de er på fire eller to hjul – hen over sommeren blive mødt af gule skilte med sloganet ”Vi deler vejen” på udvalgte landeveje i hele Danmark. Håbet er, at det kan være med til at få folk til at vise større hensyn til hinanden.

”Hvis man vil ændre folks adfærd, så kræver det nogle gange, at man gentager sig selv, så nu siger vi det for fjerde gang: Vejen er til for alle. Det er vigtigt, at vi respekterer hinanden i trafikken og holder afstand. For os her i Vejdirektoratet er det lidt blevet et tilbagevendende tema, at så snart der er sol og glade sommerdage, så begynder vi også at høre om bilister og cyklister, der er kommet i clinch med hinanden. Det kunne vi godt tænke os at få lavet om på,” siger Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Gode råd til bilister og cykler

• Hvis du er bilist, så hold god og tilstrækkelig afstand, når du passerer en cyklist på landevejen. Er det ikke muligt, så vent til det kan lade sig gøre.

• Hvis du er cyklist, så skal du holde til højre i vejbanen, når der kommer en bil, som vil overhale.

• Hvis I er en gruppe cyklister, og der kommer en bil bagfra, så flet ind med lynlåsmetoden og kør på række.

Kilde: Vejdirektoratet