Mandag den 18. april runder 25 cykelryttere fra Team Rynkeby Vestjylland påsken af med en officiel træningstur på knap 100 kilometer. Ruten starter og slutter hos det lokale udlejningsbureau DanCenter på Rømø, som i år sponserer det vestjyske hold på deres vej mod Paris til ære for kritisk syge børn.
Siden 2002 har både danske og udenlandske amatørcyklister cyklet med Team Rynkeby Fonden til Paris for at samle penge ind til kritiske syge børn, og i år er ingen undtagelse. Men inden kursen sættes mod den franske hovedstad, varmer det lokale Team Rynkeby-hold i Vestjylland op med en officiel træningstur på knap 100 kilometer, som løber af stablen 2. påskedag mandag den 18. april kl. 9.00.
En af landets førende feriehusudlejere DanCenter er vært for turen, da virksomheden i år er officiel sponsorer for det vestjyske cykelhold.
– Jeg er stolt af, at vi hos DanCenter Rømø kan være vært for et arrangement som dette. Det betyder nemlig, at vi er med til at støtte kritisk syge børn og deres familier såvel som lokalsamfundet her på Rømø. Begge dele har brug for støtten, og vi håber, at vores håndsrækning kan bidrage til at gøre en betydelig forskel, fortæller Ronni Schmidt, som er afdelingsleder hos DanCenter i Rømø.
Den konkrete rute starter ved DanCenters lokalkontor på Rømø og tager herfra rytterne omkring Lakolk, over dæmningen til fastlandet mod Ballum, Hjerpsted, Vester Gammelby, Borg, Harres, Mjølden, Hjemsted og den nyopførte turistattraktion Marsk Tower, inden kursen igen sættes mod dæmningen til Rømø og basen hos DanCenter, hvor der venter forfriskninger i form af sandwich, øl og sodavand.
Cykelrytter med hjerte
Team Rynkeby Vestjylland har i alt 46 ryttere, hvoraf 25 deltager på testturen. En af dem er Hanne Foged, som hopper i sadlen for andet år i træk.
– Jeg har længe drømt om en stor cykeloplevelse, og derfor tilmeldte jeg mig holdet i Vestjylland sidste år. Det var en oplevelse for livet, og samtidig føltes det fantastisk at gøre en uvurderlig forskel for syge børn og deres familier. Jeg glæder mig til igen at træde i pedalerne og for første gang sætte kursen mod Paris, som vi desværre blev snydt for sidste år grundet corona, slutter Hanne Foged, som desuden har været husejer hos DanCenter siden 2019.
Team Rynkeby Vestjylland cykler til Paris den 9.-16. juli 2022.
Kilde: Team Rynkeby/DanCenter Rømø
