Forleden fejrede Tønder Rideklub af 1986 40 års jubilæum, og alle interesserede var inviteret.
– Det er ikke bare et tal på et banner eller en kage. Det er fire årtier fyldt med historier, minder og gode kammerater, som hver især har sat deres personlige præg på denne klub. Det er generationer af ryttere, frivillige, bestyrelsesmedlemmer, undervisere, forældre og sponsorer. Og ikke mindst de ildsjæle dem, der har brændt for sagen, gang på gang, år efter år som har været med til at gøre rideklubben til det sted, vi kender, lød det fra Jesper Steenholdt i åbningstalen.
– For en rideklub er nemlig meget mere end heste, stalde og ridebaner. Det er et sted, hvor venskaber opstår. Hvor børn og unge lærer at tage ansvar. Og det er kærligheden og respekten over for ponyerne og hestene, der sætter rammerne for alt det, vi gør her.
Plads til rigtig mange
– Gennem årene har klubben udviklet sig i mange retninger, og i dag er vi en klub med stor og varieret aktivitet.
Her vil jeg gerne fremhæve noget, jeg finder rigtig fint og værdifuldt: det stærke fundament, der er skabt inden for handicapridningen. Handicapridning har i mange år været et fantastisk tilbud til dem, der ønsker at komme i bevægelse også selvom man ikke har sin fulde førlighed eller på anden vis er bevægelseshæmmet, fortalte Jesper Steenholdt.
Heste er nogle fantastiske væsener. Over for den erfarne rytter kan de sagtens byde på udfordringer og prøvelser. Men over for den handicappede rytter vil selvsamme heste udvise en bemærkelsesværdig ro og omsorg de er kloge og fornemmer, hvad der er brug for.
– Det er rørende at se, og det er dejligt, at denne aktivitet virkelig er blomstret her i klubben. Jeg husker tydeligt, hvordan kommunens Socialudvalg for år tilbage kvitterede med et pænt bidrag til indkøb af en hest til netop dette formål, det var en anerkendelse, som betød meget.
Det, der gør ridesporten til noget helt unikt uanset om man er barn, ung eller voksen er engagementet, kærligheden og lysten til at arbejde med de store, pragtfulde dyr. Et par timer i stalden bliver hurtigt til en hel dag. Og man spørger sig selv: ups, hvor blev de mange timer egentlig af?
Svaret kender vi alle. De forsvandt i noget meningsfuldt og hyggeligt.
Men gode rammer alene, er ikke nok. En fin ridehal, lækre udendørsbaner og velpassede stalde det er fantastisk at have. Men bag kulisserne ligger utallige timer med organisatorisk arbejde, planlægning og frivillig indsats, som sjældent ses, men aldrig må glemmes.
– Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg havde selv for mange år siden fornøjelsen af at sidde i den daværende bestyrelse og jeg ved, hvilken dedikation det kræver. Derfor er det vigtigt, at vi i dag tager os tid til at påskønne og takke dem, der løfter det arbejde.
En stor tak til dem, der for 40 år siden tog initiativet og lagde fundamentet for alt det, vi nyder godt af i dag.
En stor tak til de mange frivillige, som i årevis har brugt utallige timer på at få hverdagen til at fungere dem, der har lavet kaffe i rytterstuen, repareret hegn, arrangeret stævner, passet hestene og skabt aktiviteter for store og små.
Ingen klub bliver 40 år gammel alene. Det kræver mennesker med vilje, hjerte og sammenhold. Det kræver faktisk jer alle.
I dag fejrer vi ikke kun fortiden vi fejrer også fremtiden.
– For en rideklub lever kun videre, når nye generationer tager over, drømmer videre og bygger videre på det, andre har skabt. Og heldigvis ser vi stadig unge ryttere med store ambitioner, glimt i øjet og en ægte kærlighed til sporten og hestene. Det er dem, der skal bære faklen videre. Og med det fundament, klubben har lagt, er jeg ikke bekymret.
– Et stort, varmt og hjerteligt tillykke med de 40 år til Tønder Rideklub af 1986.
Lækre kager, flot opvisninger og så kunne man prøve at sidde på en hesteryg
Festen fortsatte med flotte opvisninger, trækketure, hestesnak og med et stort og flot kagebord.
Se mere om Tønder Rideklub – KLIK HER
Se videoklip under fotos – Youtube og TikTok

Foto/Video: Bent Schulz/Marskfotografen

Foto/Video: Bent Schulz/Marskfotografen

Foto/Video: Bent Schulz/Marskfotografen

Foto/Video: Bent Schulz/Marskfotografen

Foto/Video: Bent Schulz/Marskfotografen

Foto/Video: Bent Schulz/Marskfotografen
@sydnytdk Tønder Rideklub fejrede 40 års jubilæum – se hele artiklen med fotos på www.sydnyt.dk #tønderrideklub #tønder #sydnytdk #ridning #heste ♬ original sound – www.sydnyt.dk – Sønderjylland
