Det første foredrag i 2023 er samtidigt det første i rækken Skibsfart i Sønderjylland: Torsdag den 26. januar holder Flemming Rosenvind Rieck, museumsinspektør og seniorforsker ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde, foredrag om Sønderjyllands søfart – oldtiden frem til 800.
Foredraget begynder kl. 19.30 og afholdes i Tønder Museums ”Pumpehus”.
Det andet foredrag arrangeres i samarbejde med Tønder Gymnasium: Fredag den 3. februar beretter Mette Steenberg, direktør i Læseforeningen og forsker på Aarhus Universitet, om Skønlitteraturens helbredende kraft. Foredraget finder sted i Tønder Gymnasiums ”Auditorium” og starter allerede kl. 9.45. Det usædvanlige tidspunkt skyldes, at Folkeuniversitet vil samle unge og ældre i Tønder Kommune i en fælles oplevelse med en ny foredragsrække, der finder sted om formiddagen.
Lidt baggrundsinformation
I mange år var Bent Valeur, tidligere studielektor på Tønder Gymnasium, Tønder-Løgumkloster Folkeuniversitets ansigt udadtil som formand.
Efter hans død i 2021 fortsatte Elsemarie Dam-Jensen fra Museum Sønderjylland Kulturhistorie Tønder med at organisere foredrag i samarbejde med Tønder Museums Vennekreds og Folkeuniversitetet.
Tønder-Løgumkloster Folkeuniversitetets nye bestyrelse med formand Michael Longerich, lektor på Tønder Gymnasium, og næstformand Ursula Dieterich-Pedersen, forstander på Løgumkloster Højskole, i spidsen har derudover en række nye tiltag i støbeskeen. Dertil hører ovennævnte formiddagsforedrag.
Kilde: Tønder-Løgumkloster Folkeuniversitet
