Det meget vindstille vejr og lav solproduktion har i denne uge været med til at sende elprisen op på det højeste niveau siden december 2022.
Selvom vi stadig er langt fra energikrisens niveauer, så kan det være en anledning til at finde de gode elsparevaner frem, hvis man vil spare lidt på regningen.
Danskerne har i denne uge oplevet konsekvenserne af det særlige vejrfænomen med vindstille og overskyet vejr.
Det sendte den rene elpris* for ugen op på 1,8 kr/kWh i Vestdanmark (DK1) og 2 kr./kWh i Østdanmark (DK2), hvilket er det højeste niveau siden uge 51 i 2022, hvor den rene elpris lå helt oppe på 2,9 kr./kWh i både DK1 og DK2.
Fænomenet dunkelflaute opstår typisk i vinterhalvåret, når flere dage med ingen eller svag vind får vindmøllerne til at stå stille samtidig med, at skyer, dis eller en lavtstående vintersol begrænser produktionen fra solceller.
Når det samme vejr rammer et større geografisk område, bliver effekten på elmarkedet større. For i de perioder, hvor der hverken er vind eller sol i Danmark, men det fx blæser kraftigt hos vores naboer, kan vi importere strømmen fra de vedvarende energikilder. Under den aktuelle dunkelflaute har den lave produktion af vind- og solenergi dog ramt store dele af Europa samtidig.
Det betyder, at gaskraftværker og andre dyrere produktionsformer i højere grad må dække efterspørgslen. Grundet Ruslands fuldskalakrig mod Ukraine og USA’s krig mod Iran er gaspriserne presset op på et usædvanligt højt niveau, og det smitter altså af på elprisen.
– Denne uge har vist, hvor stor betydning vejret efterhånden har for vores elpriser. Når både vinden og solen svigter i store dele af Europa på samme tid, bliver den billige vedvarende energi en mangelvare. Så skal blandt andet gaskraftværkerne levere mere strøm, og når gas samtidig er dyrt, kan det meget hurtigt ses på elprisen. Derfor er det afgørende, at vi som samfund får udbygget den vedvarende energiproduktion og finder gode lagringsmetoder som fx batterier, når der produceres mere billig strøm, end vi har behov for. Det vil nedbringe vores afhængighed af olie og gas og i sidste ende gøre det billigere for forbrugerne, siger Ellen Trolle, direktør i Norlys’ energiforretning.
4,23 kr./kWh i dag søndag den 8. november 2026
I dag topper den rene elpris på 2,4 kr./kWh i DK1 og 2,6 kr./kWh i DK2 klokken 19. Set henover hele dagen ligger gennemsnitsprisen på 1,8 kr./kWh og 2 kr./kWh i henholdsvis Vestdanmark og Østdanmark.
Ugens høje priser er samtidig en påmindelse om, at vejrets betydning går begge veje: Når der er rigeligt med sol og vind, kan den stigende produktion af vedvarende energi presse priserne meget langt ned.
Værd at støve de gode elvaner af igen
Selvom ugens priser er de højeste i knap fire år, er der langt til de ekstreme niveauer under energikrisen i 2022. Her lå den rene elpris på over 2 kr./kWh 11 uger i træk og nåede undervejs helt op på 4,35 kr./kWh i gennemsnit i en uge.
En uge som denne kan alligevel være en god anledning til at genfinde nogle af de vaner, mange danskere fik opbygget under energikrisen.
Det handler både om at begrænse unødvendigt strømforbrug og om at flytte det fleksible forbrug væk fra de dyreste tidspunkter. Prisforskellene hen over døgnet kan nemlig være ganske betydelige samtidig med, at elnetselskabernes overgang til vintertariffer har gjort forskellen mellem de billigste og dyreste timer større.
– Vi er meget langt fra den situation, som danskerne oplevede under energikrisen, og vilkårene er også helt anderledes – ikke mindst fordi vi har fået mere vedvarende energi og elafgiften i år og i 2027 er sat ned til bare 1 øre/kWh mod 72 øre/kWh sidste år. Men det er en god anledning til at finde de gode elsparevaner frem igen. Kan man vente med opvaskemaskinen eller opladningen af elbilen til de billigere timer, er det en enkel måde at holde elregningen lidt nede på, siger Ellen Trolle.
Norlys’ app følger elpriserne tæt og er et godt værktøj for de danskere, der vil planlægge deres forbrug og på den måde spare på elregningen. Her kan man følge elprisens udvikling og fx finde det billigste tidspunkt til at starte opvaskemaskinen eller lade elbilen. Mere end 160.000 danskere bruger allerede appen, og antallet er støt stigende – særligt i disse måneder med høje elpriser.
5 gode råd, der kan nedsætte strømforbruget
- Brug kabel frem for trådløs opladning, når mobilen lades.
- Rens tørretumblerens fnugfilter efter hver tørring, og centrifugér tøjet godt først.
- Stream via Chromecast eller Apple TV frem for spillekonsollen.
- Indstil og hold køleskabstemperaturen på 5 °C og fryseren til −18 °C.
- Brug mindre vand i gryden og læg låg på, når der koges.
Find flere gode råd til bedre energivaner på Norlys’ hjemmeside.
*Oveni den rene elpris kommer eltariffen til statslige Energinet, abonnementer, spottillæg, moms og nettarif til det lokale elnetselskab. Tarifferne kan også svinge fra time til time alt efter, hvilken tarifmodel de enkelte elnetselskaber bruger.
