Tønder Kulturskole inviterer indenfor: Kom og se og prøv…

Endelig kan man mødes igen og lave kultur sammen – det har været savnet! Derfor kan Tønder Kulturskole nu bidrage til Kulturugen med en bred vifte af spændende arrangementer. Og der bliver mulighed for at komme udefra og selv deltage aktivt i de fleste.

Til selve kulturugeåbningen i Schweizerhalle/Tønder Kulturhus optræder vores nye klassiske skoleorkester med elever fra 3. og 4. klasser fra hele kommunen. De har haft musikforløb med Kulturskolen, hvor de har lært to instrumenter at kende. Herefter har nogle valgt at gå videre og blive en del af Tønder Skoleorkester, der øver sammen hver uge. Til åbningen kan man også høre fløjte- og sangensembler.

Fra mandag den 4. til torsdag den 7. oktober inviterer Kulturskolen til Åbent Hus, hvor alle er velkomne. Børn må gerne tage deres ven, veninde, forælder eller bedste med på Kulturskolen. Her vil vores musiklærere og billedkunstlærer åbne dørene til nogle anderledes musik- og billedkunstdage.

Mandag kan man i kulturskoleafdelingen i Løgumkloster komme og prøve at spille violin, klaver og harmonika. Det er fra kl. 16 til 17.

I Tønder kan man samme mandag prøve klaver, trommesæt, el-bas og kontrabas. Det er fra kl. 15 til 18.

Om tirsdagen er der igen åbent i Tønder for alle udefra. Her kan man fra kl. 15 til 18 prøve at spille guitar, ukulele, klaver, sang – og der er også fællessang for alle, der har lyst.

Onsdag den 6. oktober er der i Tønder åbent fra kl. 15 til 16.30 med mulighed for at prøve klaver, harmonika og guitar. Og fra kl. 16.40 – 17.25 kan man prøve fløjte, trompet, violin og cello. Herefter er der mulighed for at høre Tønder Skoleorkester spille sammen. Det foregår fra kl. 17.25 til 18.10.

Torsdag den 7. oktober kan man prøve kræfter med billedkunst. Her åbnes dørene til billedkunstlokalet fra kl. 15 til 17.30, og alle er velkomne til at komme og være med.

Samme torsdag kan man se balleteleverne øve fra kl. 16 til 18.

Søndag den 3. oktober er der fernisering kl. 14 på Kunstmuseet i Tønder, hvor kunstner og kulturskolelærer Helle Binding har været med i et projekt, der med ét ord hedder Landartpåtværsafsønderjylland. Her har en gruppe af børn brugt deres sidste uge i sommerferien på at lave landart – kunst af naturens materialer – ude ved stranden ved Hjerpsted sammen med kunstner Henrik Kramer Westergaard og Helle Binding. Hele processen er fotodokumenteret og udstilles. Derudover udstilles en frise på 18 meter med ler fra stranden malet på papir.