Tønder Kommune sender nu skoleelever i praktik som frivillige i foreningslivet

Som en del af et stort treårigt forløb bliver 300 skolelever sendt i praktik som frivillige i det lokale foreningsliv. Formålet er at ”træne” en hel ungdomsårgang til at blive en del af foreningslivet og opleve glæden ved frivillighed.

Matematikbøger, fysikforsøg og tyske gloser bliver byttet ud med boldspil, spejderbål og genbrugsfund, når Tønder Kommune sender skolelever ud af klasselokalerne og ind i idrætshaller, genbrugsbutikker og et hav af foreninger.

I skoleåret 2023-2024 har omkring 300 elever nemlig gennemført undervisning i frivillighed, og de er nu klar til at tage næste skridt: Fem timers praktisk erfaring som frivillig i en af kommunens mange foreninger.

Et solidt fundament

Frivillighedspraktikken, der løber fra uge 43 til uge 48, er en vigtig del af et treårigt forløb, som går under navnet Trænerakademi.

Eleverne har allerede øvet sig i at være frivillige i trygge rammer på deres egne skoler gennem en række aktiviteter, såsom legepatruljer, idrætsdage og juleafslutninger. Det har givet dem et solidt fundament i frivillighed.

Praktikken, som skoleleverne nu bliver sendt ud i, giver dem mulighed for at omsætte deres viden til praksis ved at deltage aktivt i det lokale foreningsliv.

René Andersen, formand for kultur- og fritidsudvalget i Tønder Kommune, ser frem til at se de unge engageret i kommunens foreninger:

“For Tønder Kommune er det vigtigt at understøtte foreningslivet eksempelvis ved at hjælpe dem med at rekruttere frivillige. Frivillighedspraktikken for unge er en unik mulighed for at få nye unge frivillige til foreningen, så jeg håber, at rigtigt mange af vores foreninger vil tage imod tilbuddet.”

Foreningerne i Tønder Kommune får mulighed for at byde ind med praktikpladser, uanset om de er folkeoplysende, kulturelle, sociale foreninger, lokalråd eller menighedsråd.

Glæde, gavn og en positiv forskel

Eleverne vil arbejde i små grupper på 2-3 personer, og de fem timers praktik kan fordeles fleksibelt over de fem uger.

“Formålet er ikke blot at give eleverne en indsigt i frivillighed, men også at skabe varige relationer mellem de unge og foreningerne, så de kan fortsætte deres engagement efter praktikken”, udtaler René Andersen.

Tønder Kommune har i samarbejde med lokale skoler prioriteret at gøre frivillighedsundervisningen obligatorisk for alle 7. klasses elever.

“Det handler om at give de unge nogle kompetencer, der kan overføres til andre områder i deres liv og skolegang, samtidig med at de får en mulighed for at gøre en forskel i deres lokalsamfund”, udtaler René Andersen.

Han tilføjer, at praktikken er en kærkommen hjælp for de lokale foreninger, der ofte oplever udfordringer med at rekruttere frivillige.

“Vi håber og tror på, at eleverne vil få øjnene op for den store glæde og de mange oplevelser, der ligger i at være frivillige i foreningslivet. Det vil være til glæde og gavn for både foreningerne og vores unge mennesker”, udtaler René Andersen afslutningsvist.

Kilde: Tønder Kommune