Offentlige toiletter er en vigtig del af turismen, og i det hele taget for både turister og borgere, der færdes i det offentlige rum.
Og derfor har mange kommuner i de senere år væet særdeles opmærksomme på disse forhold.
I Tønder har kommunen fjernet betalingssystemerne på de offentlige toiletter foreløbig på Torvet og på Skibbroen. Fredag formiddag var det endnu ikke fjernet ved rutebilstationen. Men det er med i planen, og sker sikkert i løbet af ganske kort tid. Artiklen her vil blive opdateret når også dette toilet er med fri og gratis adgang.
Handicapvenligt toilet på bagsiden af Restaurant Skibbroen
Det offentlige toilet på Torvet i Tønder har altid været et godt visitkort for byen, og er det fortsat. Rene og præsentable toiletter er en del af det “ansigt” man som turistby viser frem. Perfekt rengøring og et præsentabelt indhold er det man oplever på Torvet.
Det seneste skud på stammen af offentlige toiletter, er på Skibbroen. Det er samtidigt særdeles handicapvenligt, og et kig ind fredag formiddag afslørede også her et særdeles præsentabelt ydre og rengjort efter alle kunstens regler.
Ros herfra til dem, der klarer rengøringen.







Gratis adgang overalt
De offentlige toiletter på flere adresser i Tønder Kommune skal have fjernet møntlåsene og fremover være gratis at benytte for alle. Betaling med kontanter på de offentlige toiletter er udfordret af, at stadig færre personer går rundt med kontanter på sig, og kommunens forvaltning fik jævnligt henvendelser fra borgere, der opfordrede til, at man ændrede på ordningen.
– Flere erhvervsdrivende fortæller samtidig, at de får besøg af gæster, som ikke har kontanter på sig og derfor har akut brug for mønter, lyder det fra Tønder Kommune. Butiksejerne påpeger, at det er til ekstra gene for forretningslivet, fordi det ikke længere er omkostningsfrit at veksle til mønter i bankerne.
Derudover har der i perioder været store udfordringer med møntbokse som er ude af drift, hærværk på døre og mønter der sidder fast på grund af hærværk.
Derfor valgte Teknik- og Miljøudvalget at afskaffe brugerbetalingen på de offentlige toiletter, og det er udvalgsformand Poul Erik Kjær godt tilfreds med.
– Der er færre og færre der går rundt med kontanter på sig, og et andet betalingssystem, for eksempel med kreditkort, SMS eller MobilePay ville være dyrt at etablere og dyrt at vedligeholde, og ville desuden heller ikke være en god løsning for de mange udenlandske turister, der hvert år besøger Tønder Kommune. Og når vi samtidig oplevede for meget hærværk og systemer der ikke virkede optimalt, så er jeg glad for, at vi fandt frem til denne her løsning”, forklarer Poul Erik Kjær.
Tilbage i 2010’erne blev der lagt et øget fokus på de offentlige toiletter i kommunen. Det betød dengang, at man renoverede flere af de offentlige toiletter, der var nedslidte og upraktisk indrettet og samtidig opsatte betalingsautomater i forbindelse med renoveringerne. Håbet dengang var, at hærværksudøvere ikke vil betale for at komme ind og ødelægge de istandsatte toiletter.
Tønder Kommune får samlet set ca. 82.000 kroner mindre ind i provenu, når toiletterne bliver gratis at benytte. Forvaltningen finder dette beløb inden for det eksisterende budget.
Det forventes, at arbejdet med at tage møntboksene ned vil være afsluttet inden udgangen af februar.
Læs om det offentlige toilet ved grænseovergangen her.
Læs om det pragtfulde offentlige toilet ved Genner Strand her.
Kilde: Bl.a Tønder Kommune
