Tillykke med de 60 år Jesper Skibby – Jeg har stadig din cykel….

Cykelrytteren Jesper Skibby er lige fyldt 60 år.

Stort tillykke herfra.

I firserne og halvfemserne var han en af de mest populære danske cykelryttere.

Meget mere populær end eks. Hans Henrik Ørsted, der om nogen nok var den mest seriøse af dem allesammen.

Jesper var cykelrytter i en tid hvor selve sporten og cykelrytterne nød stor anerkendelse.

Glem alt om præstationsfremmende midler.

Dem brugte de allesammen.

– Jeg har stadig din cykel

Mens Jesper Skibby trampede verdens landeveje tynde, trampede undertegnede landevejene på Møn tynde. Fra Hårbølle Havn ud til Møns Klint og tilbage igen ugens fem arbejdsdage inden dynerne trak, så man kunne være aktiv på Farøbroen fra tidlig morgen.
Det startede med en Centurion, men en enkelt træningstur sammen med Køge Cykelring, Jesper, Karina og Villy Skibby som træner fik det til at ende med en Alan-ramme.

Jespers Alan-ramme var nemlig til salg.

Monteret med Campagnolo-gear og pedaler.

Hjulene, der var med lukkede ringe, blev bygget af Grebart Cykler i København.

Det gav fart på.

Og selvom datidens Campagnolo-gear i dag er håbløst forældet, så virker det fortsat, og cyklen er den dag i dag, 42 år efter, fortsat klar til træningstur.

Hos familien Skibby gik det hele op i cykelsport i 1982.

Den stod da også midt i stuen da den skulle hentes en onsdag efter fyraften.

Stuens hvide vægge var sprøjtet til med sort farve.

– Vi havde glemt beholderen med ovnsværte ovenpå brændeovnen, lød det forklarende fra Villy Skibby, der i øvrigt vandt bronce ved VM i landevejsløb i 1966, og har cyklet sammen med skuespilleren og filmmanden Erik Clausen.

Alan-rammen var det rigtige valg i 80`erne – den klarede Sjælland rundt på 14 timer, Farø – Aabenraa og Aabenraa – Frederikshavn non-stop, og et par gange Løjt Land Rundt.