Marieskolen i Tønder er blandt de udvalgte skoler, der får besøg af en af Danmarks mest folkekære musikere, Thomas Buttenschøn, som led i Kulturministeriets Morgensangsmission. Initiativet, der er skabt i samarbejde med dirigent Phillip Faber, har til formål at styrke fællesskabet og sangglæden blandt landets skoleelever.
Morgensangsmissionen blev lanceret i august 2024 og indebærer, at 18 af Danmarks mest prominente musikere, herunder Thomas Buttenschøn, besøger mindst fem grundskoler hver inden skoleårets afslutning i 2025. Målet er at få mindst en fjerdedel af landets grundskoler til at synge morgensang regelmæssigt.
Thomas Buttenschøn er sanger, sangskriver og storyteller, kendt for sine nærværende tekster, sin humor og sin stærke tilstedeværelse på scenen. Han fik sit gennembrud i 2006 med albummet Fantastiske Mandag, og siden har han udgivet en række anmelderroste albums og deltaget i tv-programmer som Toppen af Poppen. Udover sin musikalske karriere er han også kendt for sit engagement i sociale og kulturelle sager, herunder sin indsats for børn og unge. Thomas Buttenschøn vil under sit besøg på Marieskolen lede elever og lærere i fællessang, ligesom han vil lade dem tage del i sin passion for musikken.
”Det er en stor ære at få besøg af Thomas Buttenschøn. Det sætter ekstra fokus på vigtigheden af fællessang og styrker vores engagement i at skabe en inkluderende og musikalsk skolekultur. En kultur hvor sangkendskab og kærlighed til sangen er et vigtigt omdrejningspunkt.”, siger skoleleder Birgitte Klippert
Marieskolens deltagelse i Morgensangsmissionen understreger skolens dedikation til at fremme fællesskab og dannelse gennem musik. På skolen er der morgensamling og morgensang hver morgen, og det er således nogle sangvante børn og unge, som får besøg af Thomas Buttenschøn.
Det er torsdag den 15. maj kl. 8.30, Thomas Buttenschøn svinger ind på Marieskolen og byder op til fælles morgensang.