Team Rynkeby cykler Danmark Rundt i år

For andet år i træk må Team Rynkeby aflyse sin tur til Paris på grund af coronapandemien. I stedet gør de godt 1.100 danske deltagere sig nu klar til en tur rundt i Danmark. Det melder de ud på Facebook.

Fra den 10.-17. juli skulle mere end 2.500 cykelryttere og frivillige hjælpere fra otte lande have taget turen til Paris med Team Rynkeby for at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme.

Men for andet år i træk sætter coronapandemien en kæp i hjulet for de gulklædte velgørenhedsrytteres tur til den franske hovedstad.

– Det var bestemt ikke det, vi havde håbet på. Vi havde virkelig set frem til afslutningen i Paris – særligt på grund af sidste års aflysning. Men vi skal naturligvis ikke sætte helbredet på spil for vores deltagere eller andre personer, vi møder undervejs. Og som det ser ud nu, vil det ikke være muligt at gennemføre turen på ansvarlig vis i juli, siger Ivan Thyregod, bestyrelsesformand i Team Rynkeby Fonden.

En af udfordringerne for Team Rynkeby er, at det med de fremlagte vaccinationsplaner kun vil være en lille del af Team Rynkeby-deltagerne, der er vaccineret til sommer. Og selv med et coronapas ved afrejse vil det være umuligt at sikre tests til alle deltagere med det rette tidsinterval, så coronapasset kan opretholdes undervejs. Samtidig er især Frankrig og Tyskland lige nu hårdt ramt af en tredje bølge med dertilhørende restriktioner og nedlukninger.

– Med al den usikkerhed, vi står over for på grund af virussen, hviler vores beslutning også på et ønske om at sikre, at vores deltagere får en oplevelse for livet og fortsat er i stand til at sætte børn med kritiske sygdomme på dagsordenen. Derfor retter vi nu også fokus mod nationale ture i hvert enkelt land. Med denne beslutning gør vi det samtidig muligt for vores godt 2.500 deltagere og deres familier at planlægge deres sommerferie bedre, siger Ivan Thyregod.