Taget på Sønderborg-motorvejen: Kvinde standset for at køre uden kørekort – Havde narkotika og våben i boligen – det udløste en varetægtsfængsling

Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Den 36-årige kvinde blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør

En patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- & Sønderjyllands Politi standsede fredag kort før middag en bil på Sønderborg-motorvejen. Via automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG) kunne politiet se, at bilens ejer var frakendt førerretten. 


Bilen blev ført af ejer, som er en 36-årig kvinde. Da betjentene talte med kvinden, fik de mistanke om, at hun også kørte påvirket af narkotika. Det bekræftede en narkotest. 


Betjentene undersøgte derfor både kvinden, passageren i bilen samt bilen for at se, om der skulle være ulovlige euforiserende stoffer. I den forbindelse fandt politiet en patron i kvindens taske. 

Omstændighederne gav anledning til, at politiet besluttede at ransage kvindens bolig i Sønderborg Kommune. Her blev der fundet flere forskellige narkotiske stoffer – cirka 157 gram amfetamin, 271 gram hash, 778 gram heroin og 6 gram kokain. I boligen fandt politiet desuden mere ammunition samt nogle våbendele, som kvinden også var i ulovlig besiddelse af. 

Den 36-årige kvinde blev anholdt og sigtet for salg af narkotika samt ulovlig våbenbesiddelse – ud over sigtelserne for at køre uden førerret og for at have kørt bil påvirket af narkotika.  

Hun blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg, hvor hun nægtede. 


Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning af sagen. 
Den 36-årige kvinde blev varetægtsfængslet i fire uger.