Stormen raser nu i Universe Science Park i Nordborg

Stormen raser nu i Universe Science Park i Nordborg. Pressefoto

Det helt nye område Air Zone, med oplevelsen ”Beat the Storm”, er nu for alvor blæst i gang i oplevelsesparken på Nordals og gæsterne kan prøve kræfter med en vindmodstand af orkanstyrke. Storm attraktionen er den første af sin slags i verden og parkens gæster har taget godt imod den blæsende nyhed.

”Vi kan se og mærke at vores gæster synes det er en vild og fascinerende oplevelse, at kæmpe imod vinden. De prøver først vindsimulatoren med en vindstyrke på omkring 100 km/t., der svarer til stærk storm og vælger selv herefter om de ønsker at kæmpe imod yderligere vindmodstand med helt op til 130 km/t”, der er orkanstyrke, siger Troels Nim Andersen, projektleder i Universe og fortsætter:

”De fleste ønsker at fortsætte og her kan de for alvor mærke vinden og betydningen af, hvordan de bruger kroppen for at nå op i den anden enden og stoppe tiden, der måler hvor lang tid de bruger på banen. Man forstår først orkanstyrke, når man har kæmpet mod den, udtaler Troels Nim Andersen, projektleder i Universe”

Området som Beat the storm er placeret i, hedder Air Zone og ved hjælp af forskellige opstillinger med udfordringer til gæsterne, formidles der læring om vind. Hvad er luft og vind og hvordan påvirker det os som menneske, kan vi få luften til at bevæge sig og hvordan kan vi selv ændre på vores form for at formindske vindmodstanden, når vi bevæger os ude i en storm eller orkan. Alle disse spørgsmål og mange flere bliver der rig lejlighed til at få svar på i området Air Zone, der ser nærmere på en af naturens helt store kræfter.

”Bitten og Mads Clausen Fonden har støttet denne investering af Storm og Air Zone, og på den måde været med til at give vores gæster endnu flere ”aha” oplevelser, når de besøger Universe og det er jo fantastisk”, siger Torben Kylling Petersen, direktør i Universe Science Park.

Om Universe Science Park:

Universe Science Park er en naturvidenskabelig oplevelsespark i Nordborg på Als, hvor børn og voksne leger sig til mere interesse for videnskab og teknologi. Fonden Universe Science Park er en non-profit selvejende fond, med det formål at begejstre børn og unge for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri. Oplevelsesparken er fyldt med oplevelser der fascinerer, involverer og underholder indenfor temaerne: Science, Technology, Engineering og Math (STEM). Oplevelsesparken har årligt over 140.000 gæster, hvor af de ca. 10 procent er skolebesøg.

Se mere på www.universe.dk

Kilde: Universe