En ny sponsoraftale med energiselskabet OK gør det muligt at støtte Stella Islandsheste Forening hver gang bilen tankes eller lades på farten, eller når du bruger strøm i hjemmet – helt uden at det koster ekstra
Udover Stella Islandsheste Forening støtter energiselskabet OK over 4.000 klubber og foreninger i hele landet. Foto: Stella Islandsheste Forening
Stella Islandsheste Forening har indgået en ny sponsoraftale med energiselskabet OK. Støtten skal bruges til at gøre det muligt at afholde flere arrangementer for børn med så lidt egenbetaling som muligt og helst helt gratis.
Samarbejdet glæder Lena Sadolin, der er formand for Stella Islandsheste Forening.
– Vi har mange forskellige arrangementer for vores medlemmer. I år har vi blandt andet holdt forårshyggestævne, ridelejr, fælles rideture, islænderringridning og sommerfest, og hver anden mandag mødes vi til strik og hygge i vores café. Derudover har vi blandt andet et hyggestævne med fokus på børn, følshow, en weekendtur til Rømø med egen hest og en børnedag på programmet, siger Lena Sadolin.
Stella Islandsheste Forening er en forening for islandske heste og har i dag 208 medlemmer. Foreningen tilbyder stævner, samvær og sociale aktiviteter både med og uden hest. I 2027 skal foreningen desuden være med til at afholde Sydjysk Mesterskab i samarbejde med to andre klubber.
Har du lyst til at støtte Stella Islandsheste Forening, skal du tilknytte dit kort eller din app hos OK. Størrelsen på sponsorchecken afhænger nemlig af, hvor mange der støtter foreningen gennem sponsoraftalen.
Du støtter kvit og frit din lokale forening med 5 øre pr. liter eller kWh, hver gang du tanker eller lader din bil på farten hos OK – og med 1 øre pr. kWh, når du bruger strøm derhjemme.
