Sønderborgs havvindmølleprojekt: Havbundsundersøgelser er i gang på Lillebælt Syd havvindpark

Havbundsundersøgelser går i gang på Lillebælt Syd havvindpark med et skib der indsamler data om vanddybde og fysiske forhold på havbunden. Skibet vil senere få følgeskab af to mindre skibe fra Jammerland Bugt. Gennem avanceret 3D teknologi vil skibene måle havbunden og identificere store sten og opdage gammelt, ueksploderet ammunition o.l. Denne vigtige dataindsamling bruges til den videre designproces og konstruktion af de to havvindmølleparker.

Zhanar Dreisig, Asset Manager i TotalEnergies for de to vindprojekter, glæder sig over, at arbejdet med geofysiske undersøgelser nu kan føres videre til Lillebælt Syd:

”Jeg er glad for, at vi nu helt bogstaveligt også får sat nogle skibe i søen i Lillebælt Syd. Skibene skal udføre geofysiske undersøgelser, der er helt afgørende for udviklingen af havvindmølleparken og vores målsætning om at kunne producere strøm i Lillebælt fra 2029,” siger hun.

Det er forventet, at havbundsundersøgelserne i Lillebælt varer til sidst i juli 2025, hvor især det store af de tre skibe vil være synligt fra kysten.

“Geofysiske undersøgelser giver os indsigt i havbundens struktur og sikrer, at vi kan planlægge byggeriet af vindmøllefundamenter og etablering af undersøiske kabler med højeste præcision og minimal påvirkning af havmiljøet,” siger Andreas Karhula Lauridsen, Vice President og havvindchef i European Energy.

Havvindmølleparken Lillebælt Syd vil med en kapacitet på 165 MW kunne forsyne mere end 148.000 husstande i 2029, hvor parken forventes at være i drift. Dermed bliver parken et væsentligt bidrag til Sønderborg Kommunes klimaambition ProjectZero.

Fakta

Etableringstilladelse blev givet i december 2024

Forventet bygningsstart: 2027

Forventet idriftsættelse: 2029

Kapacitet: 165 MW

Antal vindmølleturbiner: 11 stk., hver 256 m høje med en kapacitet på 15 MW

Ejere: TotalEnergies (72,25 %) og European Energy (15 %) og SONFOR (12,75%)