Miljøministeriet har meldt ud, at stormflodspuljen på 125 millioner kroner åbner i løbet af foråret. Sønderborg Kommune vil søge det maksimale beløb og har størst fokus på vigtig infrastruktur som vejen til Kegnæs og steder med stor turismeværdi som Strandpromenaden og Gendarmstien.
27 stormflodsramte kommuner får i løbet af foråret 2024 mulighed for at søge statens stormflodspulje, som skal hjælpe med at dække de skader, kommunerne blev udsat for under stormfloden i oktober 2023.
Sønderborg Kommune fik under stormfloden markante skader langs kysterne på blandt andet veje og stier. Skaderne er opgjort til over 80 millioner kroner.
Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget, er glad for udmeldingen om, at stormflodspuljen åbner i løbet af foråret.
– Der er ikke sat en dato for åbningen af puljen, men forvaltningen er klar til at søge puljen, og vi vil søge det maksimale beløb. Vi har brug for at komme i gang med vores større projekter, så det er positivt, at puljen nu åbner i løbet af foråret. På politisk niveau skal vi beslutte, hvad der skal laves først. Men vigtig infrastruktur som vejen til Kegnæs har førsteprioritet, siger Kirsten Bachmann.
Generelt har ødelagte veje, el på havnene, Strandpromenaden og Gendarmstien høj prioritet i forhold til, hvad der skal laves først.
Tilbage i november 2023 havde Sønderborg Kommune dannet sig et overblik over de hundredvis af skader, der skete langs hele Sønderborg Kommunes 250 kilometer lange kyst. Der er blandt andet sket skader på asfalt- og grusveje, vandrestier, cykelstier, rekreative områder, broer, havne, badebroer og kommunale bygninger. Skaderne er opgjort til over 80 millioner kroner, hvoraf vejen til Kegnæs udgør den største anslåede udgift på 50 millioner kroner.
Kommunerne kan maksimalt få dækket 25 procent af deres udgifter til skaderne efter stormfloden. Sønderborg Kommune vil søge det maksimale beløb, det vil sige over 20 millioner kroner. Ud over puljen får kommunerne mulighed for at optage lån til udbedring af skaderne efter stormfloden. Denne pulje er på op til 375 millioner kroner. Denne mulighed vil Sønderborg Kommune også udnytte.
Ifølge Miljøministeriet forventes det, at kommunerne får svar på deres ansøgninger inden sommerferien.
Kilde: Sønderborg Kommune