Sønderborg Floorball Club: El-hockey giver glæde og fællesskab for børn i kørestol



For børnene i Sønderborg Floorball Club er det at sidde i kørestol ingen hindring for at være en del af idrætsfællesskabet. Klubben har med en donation på 423.164 kr. fra TrygFonden indkøbt nye sportskørestole, så børn med fysiske funktionsnedsættelser kan dyrke el-hockey, køre på forhindringsbaner og ikke mindst have det sjovt sammen.

– Vi vil gerne være en klub for alle – både aldersmæssigt og i forhold til fysisk formåen. Du kan sagtens spille hockey, selvom du sidder i kørestol, og der mangler generelt gode idrætstilbud til gruppen af børn og unge med fysiske udfordringer. Derfor er vi gået sammen med psykoterapeut og børnetræner Mads Randal Lund, som stiller sin kompetencer til rådighed, så vi kan få flere børn til at dyrke sport og mærke de positive følger på både kroppen og humøret, siger Rune Dohrmann, formand i Sønderborg Floorball Club – The Vikings.

Når børnene mødes til den ugentlige træning, bliver der kørt race mellem kegler, spillet med bolde og leget. Børnene kommer fra forskellige skoler og får på den måde udvidet kredsen af kammerater. Ofte sluttes træningen af med hygge og en sodavand, så der er tid til at snakke og lære hinanden bedre at kende.

Sønderborg Floorball Club har tilbudt el-hockey siden efteråret 2023, men efterhånden var kørestolene slidte og defekte. Og da klubben midlertidig havde fået lov til at låne kasserede stole fra andre klubber, var der tvivl om, hvorvidt aktiviteten kunne fortsætte:

– El-hockey har skabt stor glæde blandt vores medlemmer, og derfor ville vi være kede af at lukke aktiviteten ned. Børnene kan ikke bruge deres egne kørestole, da sportskørestol er særligt beregnet til at køre hurtigt og præcist med. Donationen fra TrygFonden betyder derfor, at vi kan fortsætte med hold, der er særligt tilrettelagt for børn med fysiske udfordringer, fortæller Rune Dohrmann.

Der er plads til endnu flere på holdet, så hvis man gerne vil være med, opfordrer Rune Dohrmann til, at man kontakter ham.

Det er TryghedsGruppens regionale råd i Region Syddanmark, der har doneret midlerne til klubben, som et led i arbejdet for at give børn mulighed for at være fysisk aktive i et fællesskab.

– Gode fritidsaktiviteter i fællesskab med vennerne har stor betydning for børns sundhed og trivsel. Derfor er el-hockey et rigtig godt initiativ til de børn, som sidder i kørestol, og som ellers kan have vanskeligt ved at finde en sport, som de kan dyrke i foreningsregi. Vi er glade for, at vi kan bidrage med støtte til udstyret, så el-hockey-holdet kan fortsætte til gavn for børnene, siger Mikkel Linnet, repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd i Region Syddanmark.

Se mere om Sønderborg Floorball Club – KLIK HER