Sønderborg/Aabenraa/Haderslev. Børn med særlige behov holder fælles sønderjysk idrætsdag

Tirsdag den 14. maj 2024 mødes 490 elever fra specialskolerne i Sønderborg, Aabenraa og Haderslev til en fælles idrætsdag. Det sker på Aabenraa Stadion og i Arena Aabenraa.

 

Specialskolernes idrætsdag er en årligt tilbagevendende idrætsdag, hvor fællesskab og bevægelse er i fokus, og hvor deltagerne får mulighed for at opleve gejsten og glæden ved idræt.

De deltagende elever har alle forskellige udfordringer og særlige behov. Eleverne kæmper både individuelt og i hold til forskellige atletikdiscipliner, boldspil, klatring, skydning, MTB, bueskydning og floorball. Herudover også gåture i skoven med sanseoplevelser og o-løb i skoven så alle elever har mulighed for at deltage i aktiviteter, hvis de ikke ønsker konkurrenceelementet. 

Disciplinerne tilpasses, så de elever, der ellers har svært ved at klare sig i idrætslivet, får en succesoplevelse på dagen. Nogle børn får forhåbentligt en oplevelse af, at idræt kan være noget for dem, og mod på selv at melde sig ind i en idrætsforening. Eleverne har trænet til disciplinerne hen over skoleåret og går op i at dyste mod hinanden og have en god dag.

Kilde: Sønderborg/Haderslev/Aabenraa Kommuner