DEBAT: I en artikel bragt hos TV 2 i weekenden blev det tydeligt, at den nuværende valglov giver store partier en urimelig fordel. Ved folketingsvalget i 2022 fik Socialdemokratiet et ekstra mandat – ikke på grund af stemmetal, men som følge af en skæv regel i valgsystemet. Det underminerer tilliden til demokratiet.
Slesvigsk Parti har flere gange påpeget, at valgloven favoriserer store partier og svækker små partiers mulighed for reel repræsentation. Derfor glæder det os, at et bredt flertal i Folketinget nu er klar til at ændre reglerne – og det er selvfølgelig afgørende, at ændringerne også kommer til at gælde for fremtidige kommunal- og regionsrådsvalg.
Slesvigsk Parti er et lille parti – men vi kender værdien af lokal opbakning og fælles ansvar. I Tønder Kommune er vi borgmesterparti, og netop derfor ved vi, hvor vigtigt det er, at også små partier bliver mødt med fair vilkår i valgsystemet.
Vi bakker op om forsker Sebastian Holdums vurdering: Valgloven kan og bør forbedres, så mandatfordelingen i højere grad afspejler vælgernes vilje. Det handler ikke kun om teknik – det handler om demokratiets troværdighed.
Rainer Naujeck
Formand, Slesvigsk Parti
