Skøjtebanen i Aabenraa optimeres – Populær blandt de unge

Arkivfoto - Formanden for Kultur- og Fritidsud-valget i Aabenraa Kommune, Signe Bekker Dhiman holdt åbningstalen. Og selvfølgelig kunne hun stå på skøjter. Foto/video: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

I forbindelse med evaluering af skøjtebanesæsonen 2024/2025, besluttede Kultur- og Fritidsudvalget på udvalgsmødet den 2. april 2025 (sag 46) at udvide skøjtebanesæsonen fra 6 uger til 11 uger (indtil udgangen af skolernes vinterferie i uge 7). Det skete på baggrund af en gennemført brugerundersøgelse, hvor en stor andel af de adspurgte angav et ønske om at forlænge skøjtebanesæsonen. Samtidig blev det, af ressourcemæssige årsager fra driften, besluttet at reducere åbningstiderne i den mere stille periode i skøjteudlejningen i januar, så der fremover vil være åbent fra fredag til søndag.

Forvaltningen har indhentet erfaringer fra skøjtebanesæsonen 2025/2026 vedrørende brugerbenyttelsen af banen. Her viser erfaringerne, at skøjtebanen i høj grad har været benyttet gennem hele sæsonen.

Der er ved hver åbningsdag i skøjteudlejningen foretaget en optælling af brugere på banen på et bestemt tidspunkt, hvilket har givet et øjebliksbillede af skøjtebanens benyttelse. Det gennemsnitlige antal brugere på banen har i sæsonen været 47 brugere. Laveste optælling har været 7 brugere, mens højeste antal har været 120 brugere på banen. Brugeroptællingerne stemmer overens med data fra skøjteudlejningen, hvor det gennemsnitlige antal skøjter udlejet pr. dag i skøjteudlejningens åbningstid har været højt (6.446 skøjteudlejninger fordelt på 53 åbningsdage i sæsonen).

Der har samtidig været aktivitet på skøjtebanen uden for skøjteudlejningens åbningstid, hvor særligt ishockey har været den primære aktivitet blandt målgruppen af børn og unge.

Stabil drift af skøjtebanen

Som en del af et fortsat fokus på at optimere driften af skøjtebanen og sikre is af høj kvalitet, har forvaltningen i skøjtebanesæsonen afprøvet udlægning af køleslanger over betondækket (prøvehandlingen har været afholdt inden for eksisterende driftsbudget). Køleslangerne over betondækket har sikret en stabil drift uden lukkedage, også ved de høje temperaturer og samtidig nedbør/blæst, som kendetegnede december 2025.

Foruden en stabil drift, kan køleslangerne over betondækket reducere energiforbruget. Hvor stor en energimæssig besparelse der opnås, er dog vejrafhængig: Ved høje temperaturer er driften stabil, men der opnås imidlertid ikke en energimæssig besparelse sammenlignet med eksisterende køleslanger under betondækket. Til gengæld ses der ved lave temperaturer en energimæssig besparelse med køleslangerne over betondækket, idet køleanlægget kan reguleres efter udendørstemperaturen, uden at isens kvalitet forringes. Samme regulering vil ikke kunne realiseres ved eksisterende køleslanger under betondækket, idet køleanlæggets drift vil være afhængig af et højere indstillet set-point (grundet energitabet i betonoverfladen).

Køleslanger over betondækket vil fremadrettet kræve økonomisk prioritering til enten:

  • Køb af køleslanger: 0,917 mio. kr. eks. moms.
  • Leasingaftale, 5 år (uopsigelig): 0,247 mio. kr./år eks. moms. Prisen indekseres med 3,5% årligt.

Forvaltningen har ikke et fyldestgørende datasæt fra en skøjtebanesæson med eksisterende køleslanger under betondækket. Forvaltningen vil på den baggrund, og af hensyn til det økonomiske aspekt ved investering i køleslanger over betondækket, anvende eksisterende køleslanger til nedkøling af isen i kommende skøjtebanesæson. Forvaltningen vil overvåge driften i forhold til stabilitet, isens kvalitet samt energiforbrug.

Øvrige forbedringspotentialer med henblik på optimering af driften

Forvaltningen har modtaget inputs fra leverandør på markedet, som ved tilsyn på skøjtebanen har fået øje på nogle forbedringspotentialer, der kan optimere driften og reducere energiforbruget. Det gælder: styring af is-tykkelse samt korrekt indstilling af køleanlægget. Forvaltningen arbejder hen mod, at driftspersonalet til kommende skøjtebanesæson modtager relevant oplæringsforløb, hvilket håndteres inden for eksisterende driftsbudget.

Økonomi og afledt drift

Driftsbudgettet for skøjtebanen er 0,468 mio. kr. årligt.