SE VIDEO: Erhvervsminister Morten Bødskov fik et kig på stormskaderne og den nye slusepumpe i Aabenraa i dag

Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen og erhvervsminister Morten Bødskov foran slusepumpen ved Aabenraa Havn i dag søndag sidst på dagen. Slusepumpen har allerede vist sig særdeles effektiv under oversvømmelsen. Slotsmølleåen blev tømt for vand i løbet af ganske kort tid. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Sidst på dagen i dag, søndag den 22. oktober, fik erhvervsminister Morten Bødskov et kig på nogle af stormskaderne og den nye slusepumpe i Aabenraa.

Erhvervsministeren blev modtaget af bl.a Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen, beredskabsdirektør Holger Rostgaard Andersen og kommunaldirektør i Aabenraa Kommune, Tom Ahmt der viste byens centrum og havnen frem for erhvervsministeren.

Erhvervsminister Morten Bødskov har bl.a Stormflodsrådet som sit ansvarsområde. Og Stormflodsrådet har netop i dag meldt ud, at der er tale om en stormflod og at erstatninger udbetales i det sønderjyske område helt ned til grænsen.

Såfremt man har en brandforsikring på sin ejendom, er den også omfattet af stormflodsforsikringen.

Særdeles effektiv slusepumpe – Den virker bare….

Erhvervsministeren fik også et kig på en af de klimaforanstaltninger som Aabenraa Kommune har investeret mere end 50 millioner kroner i.

Slusepumpen, der er placeret i udmundingen af Slotsmølleåen hvor den kommer frem under vejen har vist sig at være en effektiv investering – og selvom den slet ikke er meldt færdig endnu, så viste den sin store styrke og effektivitet allerede ved denne oversvømmelse.

Den tømte nemlig Slotsmølleåen effektivt for oversvømmelsesvand i løbet af ganske kort tid.

SE VIDEO UNDER FOTO

Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen og erhvervsminister Morten Bødskov ved havnen i Aabenraa i dag søndag sidst på dagen. Foto: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk

Fotos/video Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk