– Vejret er perfekt, vandet trækker sig tilbage og det er faktisk rigtig godt, så mon ikke det blot er spørgsmålet om en timestid eller to før vi får en havørred på krogen, lød det fra Preben Larsen fra Aabenraa, der sammen med godt 20 andre lystfiskere havde valgt at starte sæsonen ved Sønderstrand i Aabenraa her til morgen den 16. januar.
16. januar stopper fredningen ved Sønderstrand, lystfiskerne må starte sæsonen. År tilbage blev der fanget store fisk ved sæsonpremieren, således blev der i 90`erne fanget havørreder på omkring 5 kilo ved sæsonstarten.
Brandmænd og blankfisk
Der blev fanget en flot sølvblank havørred på ca. 50 cm fra morgenstunden i dag. Og indtil midt på formiddagen var det den eneste fangst. Det var en tysk lystfisker, der fangede den.
De fleste lystfiskere anvendte gennemløbsblink i krasse farver her til morgen. Vandet er tilsyneladende tilpas for brandmænd idet der lå et flot eksemplar helt inde under land.


Havfruerne fik en dukkert
Udover en række hundeluftere havde lystfiskerne stranden syd for Hotel Østersøen helt for sig selv. Lige indtil der dukkede to havfruer op.
De tog sig en hurtig dukkert og var væk igen.


FAKTA:
Rekreativt lystfiskeri med stang og snøre er gratis ved kysterne og på havet i Danmark. Det kræver dog et obligatorisk fisketegn, der skal købes for enten 1 dag eller 1 år inden man starter med at smide snøren ud. Se mere på www.fisketegn.dk