Marie Agathe Odile, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse af Danmark, grevinde af Monpezat, er født den 6. februar i 1976 i Paris, Frankrig.
Prinsessens forældre er Alain Cavallier og Françoise Grassiot, gift den 14. juni 1975, siden skilt. Faderen Alain Cavallier er tidligere medindehaver af et reklamebureau og i dag pensioneret. Moderen Françoise Grassiot er indehaver af hotellet ”Château de la Vernède”. Hun blev den 7. november 1987 gift med Christian Grassiot, finansiel rådgiver. Prinsessen har i alt fire halvbrødre, Benjamin og Gregory Grandet, begge født i Schweiz, og Charles og Edouard Cavallier, begge født i Paris. Alle halvbrødre er ligesom Prinsessen opvokset i Paris.
Prinsesse Marie var indtil brylluppet med H.K.H. Prins Joachim fransk statsborger og tilhørte den romersk-katolske kirke. I forbindelse med ægteskabet overgik Prinsessen til den evangelisk-lutherske kirke og blev dansk statsborger.
Bryllup
Den 24. maj 2008 blev Marie Cavallier gift med H.K.H. Prins Joachim til Danmark og blev ved brylluppet H.K.H. Prinsesse Marie, grevinde af Monpezat. Vielsen fandt sted i Møgeltønder Kirke, og bryllupsmiddagen blev holdt på Schackenborg Slot.
Børn
Hans Højhed Prins Henrik Carl Joachim Alain født den 4. maj 2009 og Hendes Højhed Prinsesse Athena Marguerite Françoise Marie født den 24. januar 2012.
(Kilde: Kongehuset)