Ribe Dyrskue 2024 er aflyst!

Ribe Dyrskue 2024 er aflyst! Arkivfoto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

– For godt en uge siden løb åen ind over Hovedengen, og efterfølgende har vi holdt nøje øje med vandstandens udvikling, lyder det fra arrangørerne af Ribe Dyrskue.

– Inden weekenden troede vi stadig på det, men med den seneste regn forsvandt de sidste forhåbninger.

– Og der er endda udsigt til mere vand i den kommende tid.

– Et enigt dyrskueudvalg besluttede i går aftes, at en aflysning er den eneste mulighed. Det er en tung beslutning, særligt på et år som ellers tegnede til at blive helt fantastisk.

Hele 361 dyr blev tilmeldt til årets dyrskue! Det er 61 flere end sidste år, hvor der også blev sat rekord for dyr.

– Vi siger 1000 tak til alle dyreudstillere for den enorme opbakning og håber meget på jeres forståelse – og at I vil være med igen næste år.

– Vi takker også de mange erhvervsudstillere som bestilte stande i så stor stil, at pladsen blev udsolgt tidligere end nogensinde før.

– I år har vi solgt flere billetter på forhånd end normalt og det er vi selvfølgelig glade for. Hvis du allerede har købt billetter, så vil pengene naturligvis blive refunderet. Det kan dog tage op til 3 uger gennem vores billetudbyder, så vi håber alle vil være tålmodige. Beløbet vil blive refunderet til samme betalingsmetode, som du benyttede. Skulle du fx have betalt med et dankort som i mellemtiden er udløbet, så skriv gerne til os, så vi kan finde en anden løsning.

– Ellers er der bare tilbage at sige, at vi håber at se jer alle næste år!

I 2025 afholdes dyrskuet fredag den 25. juli, og vi kommer til at fejre, at Ribe Dyrskue fylder 160 år.

Kilde: Facebook