Realdania By & Byg har købt historisk industrianlæg i Aabenraa: velbevaret og i aktiv drift

Realdania By & Byg har købt Marcussens Gård i Aabenraa. Foto: Realdania By & Byg

Med købet af industrianlægget ”Marcussens Gård” midt i Aabenraa vil Realdania By & Byg sikre og bevare et fredet anlæg, hvis charmerende blanding af velbevarede bygninger rummer en enestående fortælling om købstædernes udvikling i 1800-tallet, hvor mange industrianlæg blev anlagt midt i bykernerne. I næsten 200 år har ”Marcussens Gård” dannet ramme om Danmarks ældste orgelbyggeri, som stadig er i aktiv drift og forbliver i de historiske bygninger.

I en baggård midt på gågaden i sønderjyske Aabenraa gemmer sig en unik historie. Her bag den gamle port ligger Danmarks ældste orgelbyggeri: Marcussen & Søn. En 200 år gammel produktionsvirksomhed med en beliggenhed i et historisk og velbevaret industrianlæg, hvis ældste og fredede bygningsdele stammer fra begyndelsen af 1700-tallet.

Nu er hele ejendommen købt af Realdania By & Byg, som vil sikre og bevare det fint sammenhængende industrianlæg, som repræsenterer unik kulturarv, hvor flere fortællinger fletter sig sammen – ikke mindst fortællingen om industrialiseringen i Danmark i 1800-tallet, hvor mange industrier etablerede sig i bykernerne i landets købstæder.

Historiske bymiljøer

I dag er de fleste af disse industrianlæg forsvundet, men i Aabenraa er orgelbyggervirksomheden forblevet i bykernen og har her skabt et historisk bymiljø. Det samme er tilfældet i for eksempel Præstø, hvor de tidligere støberihaller fra sidst i 1800-tallet er bevaret. Realdania By & Byg købte i 2020 de gamle støberihaller, som restaureres, så de kan få en ny anvendelse.

I ”Marcussens Gård” forbliver anvendelsen uforandret: Orgelbyggervirksomheden og dens ejere og medarbejdere fortsætter med både produktion og bolig i de historiske bygninger.

Klik på fotos for at se i stor udgave

– Vi er meget glade for købet af industrianlægget ”Marcussens Gård”, som samlet set er særdeles velbevaret. I sin helhed udgør ejendommen en smuk og harmonisk komposition med ensartede materialer og farver og med en blanding af små og mellemstore bygninger, der lukker sig omkring det pigstensbelagte gårdrum. Også de senere, bagvedliggende fabrikstilbygninger, hvoraf flere er fra 1800-tallet, har kvaliteter, som kobler sig fint på ejendommens ældre bygningsdele, siger Realdania By & Bygs administrerende direktør, Peter Cederfeld, som ser frem til sammen med orgelbyggeriet at sikre en fortsat anvendelse og udvikling af de historiske bygninger.

Som en del af erhvervelsen og bevaringen af ejendommen igangsætter Realdania By & Byg i første omgang en grundlæggende registrering af de fine eksteriører og interiører, som især findes i ejendommens forhus, og på baggrund heraf igangsættes en restaurering.

Kilde: Realdania By &g Byg