Der findes ikke én eneste kandidat til Folketinget, der ikke vil det bedste for Danmark. Heldigvis. Alle stiller vi op med de bedste ønsker og drømme for vores land, og alle vil gøre, hvad de kan, for at rykke Danmark i en endnu bedre retning. Når det så er sagt, så er der kæmpestore forskelle i, hvad vi kandidater mener, er det bedste for vores land.
De seneste års styring af Danmark bygger desværre på en samfundssyn, hvor frihed ikke velanset. Der har været mangel på tillid fra staten til borgerne, hvor den almene danskers rettigheder til at leve et frit liv er blevet indskrænket. Tvungen barsel og tvungen elevfordeling på gymnasierne er to eksempler, der er blevet effektueret inden for bare den seneste måned. Og det har store konsekvenser for menig mand. Vores statsministers troværdighed er vel nærmest ikke-eksisterende efter en alt for hård og rabiat håndtering af coronaens seneste dele, der i magtens hellige navn endte med at dræbe alle mink i Danmark og dermed også et helt erhverv. Konsekvensen har hun og embedsmændene bag endnu ikke taget, og både Statsministeren og embedsfolkene går stadig på arbejde hver dag, selvom Kompetence- og Personalestyrelsen er i gang med at vurdere sagen. Sidst, men ikke mindst, så er lederskabet i den nuværende Regering mildest talt også værd at overveje at skifte ud. Lederskab synes at være det samme som magtfuldkomhed og enevælde.
Tillid, troværdighed og lederskab skal de kommende folketingsmedlemmer kunne stå på mål for. Hver og en. For vi kan ikke få udviklet vores dejlige land, hvis ikke de tre elementer er på plads. Og her vender jeg så tilbage til vores indledende afsnit, hvor vi må forstå, at enhver valgkampagne bygger på nogle grundlæggende syn på verden og på vores samfund.
Der er to overordnede strømninger, der deler sig mellem rød og blå blok, og hvor dem i midten gerne vil lade som om, at de tager det bedste fra begge strømninger, men hvor realiteten er, at retningerne er så grundlæggende forskellige, at man vurderer enten det ene eller det andet som værende det bedste for vores land.
Den ene strømning vil kontrollen og styringen og mener, at Staten ved bedst. Med love og regler vil de have danskerne tilpasset vores samfund, hvor der lægges planer for, hvor vores børn må gå i skole og børnehave, og hvilke biler vi må køre i. Partierne, der abonnerer på denne retning, har ikke tillid til, at vi selv ved, hvad der er bedst for os, og derfor skal der være høje skatter, så staten kan styre dine penge. Denne retnings lederskab minder om den gammeldags produktionsvirksomheds hierarki, hvor den, der sidder på toppen, har alle svarene.
Den anden retning har det nærmest modsat. Den vil de frie valg og mener, at danskeren i høj grad ved bedst. Med denne retning er ønsket, at staten skal være stærk nok til at tage hånd om den svage, men for svag til at knække den stærke. Tilliden til danskerne er fundamental, og der ønskes et samfund, der er tilpasset danskerne. Lederskabet minder om den modernes virksomheds demokratiske struktur, hvor lederen ved, at denne kun kan noget, fordi den har sine folk.
Jeg vil den sidste retning. Den med frihed, tillid og en moderne ledelse. Det kommende valg handler grundlæggende om, hvad du som vælger vil med Danmark, og hvilket syn du har på vores samfund.
Godt valg.