Politiet til kontorfolket: – Beslut dig før den første sildemad

– Helt lavpraktisk, så føler vi, at vi lige sammen skal genbesøge det her med spritkørsel.

– Vi tænker, at vi kigger ind i en julefrokosttid med øget risiko for påvirkede tilbøjeligheder i trafikken. Derfor rækker vi ud til jer nu og italesætter problematikken.

Når I bænker jer med sild og sovs, så tag emnet op på et tidligt tidspunkt: Hvem tager snapsen, hvem tager bilnøglen? Tag på en rejse sammen – ind i sind og samvittighed – og spil hinanden gode. Vi lover jer: Det kan noget. Og det fører til robuste beslutninger fremadrettet.

– Vær omstillingsparat også når det gælder julefrokosten

”Men så vil deltagerne med bilnøglerne jo gå glip af den alkoholfunderede løsslupne livsglæde og ubekymrede hæmningsløshed, som er så rar en kontrast til hverdagens regneark og mødeaktivitet,” indvender I tidligt på aftenen, hvor lixtallet endnu er unødigt højt, men imponerende.

Og vi hører, hvad I siger. Men det gælder om at være åbne, omstillingsparate og nysgerrige på forandringer. Der vil garanteret opstå en herlig synergi mellem jer med promiller og jer uden, og ikke mindst vil I sammen vækste moralsk, når I ved med jer selv, at I er alignet med færdselsloven.

//Nordjyllands Politi