Politiet i Sønderborg: – Vi kommer og henter jer skulle i blive væk fra Fogedretten i Sønderborg

Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Syd, har i øjeblikket ekstra fokus på sager, hvor personer udebliver fra Fogedretten i Sønderborg. Og politiet planlægger allerede nu en anholdelsesaktion.

I øjeblikket behandler fogedretterne i Syd- og Sønderjylland mange sager, hvor borgere skal møde op for at få deres udestående afgjort.
 
Desværre er der personer – primært skyldnere – som udebliver, og som politiet derfor må anholde for at sikre, at de møder op i retten.
 
Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Syd, har i øjeblikket ekstra fokus på denne type hændelser, når det gælder sager vedrørende Fogedretten i Sønderborg.

Politiet opfordrer derfor de berørte borgere til, at de frivilligt møder op i Fogedrettens afdeling i byen, så de kan få deres sager behandlet  Åbningstiden er alle hverdage fra kl. 09.30-11.45 og igen fra kl. 13.00-13.45.
 
Politiet planlægger i denne sammenhæng allerede nu en anholdelsesaktion i forhold til personer, der udebliver.
 
– De personer, der er indkaldt til møde i Fogedretten, har fået direkte besked. Og møder de ikke op frivilligt, risikerer de at blive anholdt i nær fremtid og det kan ske på deres arbejdsplads eller om aftenen i deres hjem. Det vil vi gerne undgå, og derfor opfordrer vi kraftigt personerne til at rette henvendelse til retten, så de kan få deres sager behandlet, understreger vicepolitiinspektør Henning Marcussen Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Syd.

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi