Vejdirektoratet foretager jævnligt opmåling af havbunden omkring de store broer i vores farvande for at sikre, at der ikke foregår større erosion ved bropillerne end forventet. Den seneste opmåling ved Alssundbroen har vist et behov for at forstærke den eksisterende skråningsbeskyttelse omkring pillerne ved gennemsejlingsfaget.
For at sikre gennemsejlingsfaget på Alssundbroen mod erosion udlægger Vejdirektoratet cirka 3000 tons sten omkring pillerne. Stenene kommer fra Norge, og bliver lagt 12 meter under havoverfladen.
Arbejdet med erosionssikring kommer til at foregå i perioden fra den 6. oktober til den 17. oktober. Udlægningen er særdeles vejrafhængig, så afvigelser til den nævnte udførelsesperiode kan forekomme.
Sejllads i sejlrenden forventes ikke at blive berørt. Udlægningen af sten foregår fra et skib, som befinder sig højst 50 meter fra pillerne i gennemsejlingsfaget.
Stenene bliver leveret til Sønderborg med lastbil, hvor efter de bliver læsset over på en pram/udlæggerfartøj og til sidst sejlet ud til pillerne på Alssundbroen. Det betyder ekstra lastbilkørsel ad Nordvesthavnsvej i Sønderborg særligt i perioden den 6.-den 10. oktober.
Vejdirektoratet beklager på forhånd generne i forbindelse med arbejdet, og håber på forståelse for den ekstra trafik i perioden.
