– Som advokat for Per Horup, og på hans vegne kan jeg bekræfte, at der er indgået en aftale med den italienske anklagemyndighed i anledning af bådulykken i juli 2022 i Italien.
Der har siden ulykken været iværksat flere sideløbende undersøgelser ved adskillige italienske eksperter.
Eksperterne var udpeget af undersøgelsesdommeren, anklagemyndigheden, de sigtede, bådenes 2 forsikringsselskaber og den italienske båds ejer (sejlbåden var lejet) – i alt ca. 9-14 personer.
Disse undersøgelser stak i alle retninger, og særligt blev en stor del af de af undersøgelsesdommeren udpegede eksperters rapport forkastet. Det skete ikke blot efter indsigelser fra de sigtedes eksperter, men også fra anklagemyndighedens eksperter og fra undersøgelsesdommeren selv.
2 mennesker døde under ulykken. Det var næppe sket, hvis der ikke havde foreligget et utal af for-skellige uheldige omstændigheder.
Per Horups italienske advokater har udtrykt, at ulykken, efter deres opfattelse, ikke skyldes fejl fra Per Horups side.
Det skal hertil bemærkes, at ikke blot Per Horup, men også føreren af den italienske sejlbåd har været sigtet i sagen.
Efter råd fra sine italienske advokater har Per Horup indgået en aftale med anklagemyndigheden.
Den går ud på, at han dømmes 2 års betinget fængsel for at være delagtig i uagtsomt manddrab.
Hermed er sagen dog ikke afgjort for den italienske bådfører, som fortsat er sigtet, og formentligt også vil blive tiltalt.
Per Horup undgår herved at skulle deltage i en italiensk retssag, som i værste fald vil kunne strække sig over en periode på 6-10 år.
Set i dette lys har Per Horup – om end modstræbende – accepteret indgåelse af aftale med anklage-myndigheden.
Ser men på sagen som helhed, er det tydeligt, at anklagemyndigheden også har vurderet, at Per Horups andel i uheldet er meget beskeden.
Ellers ville anklagemyndigheden næppe have indgået denne aftale.
Aftalen er desuden ikke blot indgået med anklagemyndigheden.
Den er også efterfølgende godkendt af undersøgelsesdommeren.
Der har floreret mange rygter i medierne om denne sag. Derfor føler jeg et behov for at bidrage med følgende fakta:
1. Ulykken skete på åbent farvand over 10 km fra nogen kyst. Der var en havdybde på flere kilometer og dermed ingen gældende hastighedsgrænser af nogen art. Altså på ingen måde tæt på kysten eller i særligt trafikerede områder, som det tidligere har været oplyst/anført.
2. De to bådes hastigheder var hver især afstemt de pågældende bådes anbefalede marchhastigheder. Der var således tale om færdsel på vandet med hastigheder, som isoleret set var ansvarlige.
3. Påstanden om, at der fra Per Horups båd ikke var udkig, er forkert og bestridt og udelukkende baseret på udsagn fra den medsigtede italienske fører.
4. Der foreligger i øvrigt en del beviser, som peger på, at den italienske fører ikke har været tilstrækkelig opmærksom, og at han i øvrigt har foretaget nogle højst usædvanlige og uforståelige kursændringer før sammenstødet. Sejlbåden havde heller ikke nogle helt elementære sikkerhedsforhold på plads.
5. Ifølge de oplysninger, som vi har modtaget fra Per Horups italienske advokater, har politiet fundet en større mængde hash/cannabis i sejlbådens cockpit.
Der har været rygter om, at Per Horup umiddelbart efter ulykken har anmodet om at få sin båd udleveret.
Dette er ganske enkelt ikke korrekt og må bero på en misforståelse.
Per Horup anmodede først om at få båden udleveret, da hans italienske advokater anbefalede dette i maj måned 2024, efter at samtlige tekniske undersøgelser var gennemført.
Per Horup, og alle på hans båd, deltog aktivt i den efterfølgende redningsaktion. Både den oplevelse og ulykken i sig selv har påvirket Per Horup og de øvrige deltagere meget dybt.
Derfor har hverken Per Horup eller medlemmer af hans familie ønsket deltage i den mediestorm og personforfølgelse, som Jyske Vestkysten har iværksat efter denne meget ulykkelige oplevelse.
Per Horup, som selv foretog adskillige redningsdyk, og tillige deltog i redningsarbejdet til det sidste, havde under udførelsen af dette nogle rystende oplevelser, som formentligt vil mærke ham for livet.
Derfor denne meddelelse.
Alle implicerede ønsker blot, at sårene efter ulykken i Italien i 2022 kan få lov at heles.
Af den grund har ingen af de deltagende personer interesse i at stille op til interviews eller kommentarer.
Kilde: Facebook-opslag af Jens Jepsen, Compass Advokater