Energinet kræver erstatning fra selskabet Effekthandel og de i alt 49 værker, der ulovligt har koordineret priser og bud på auktioner om mFRR-ydelser (Indkøb af strøm) solgt til Energinet.
Konkurrencerådet har ved sin afgørelse af 25. oktober 2023 fundet, at selskabet Effekthandel og 49 værker overtrådte konkurrencereglerne, da de fra september 2019 til i hvert fald august 2022 solgte systemydelser til Energinet. Sø- og Handelsretten har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse ved domme af 25. november 2025 i udvalgte prøvesager. Flere værker har gennem forlig erkendt at have overtrådt konkurrencereglerne.
– Konkurrencemyndighederne og domstolene har slået klart fast, at der var tale om ulovlige konkurrencebegrænsende aktiviteter, og Energinet vurderer, at det har ført til højere priser på de indkøbte systemydelser. Som statsejet selskab, ser vi os forpligtet til at søge vores tab dækket, siger Jon Iversen, juridisk direktør i Energinet.
Den foreløbige vurdering er, at de ulovlige konkurrencebegrænsende aktiviteter har ført til et tab på ca. 150 millioner kroner, dertil kommer renter.
Energinet køber hver dag såkaldte systemydelser og dermed ydelser fra virksomheder, kraftværker mm., der kan skrue op og ned for henholdsvis produktion og forbrug og dermed bidrage til at sikre balancen i elsystemet.
Ydelserne købes i forskellige markeder.
De ulovlige konkurrencerebegrænsende aktiviteter og det rejste erstatningskrav handler om markederne for mFRR-ydelser – det kan oversættes til strøm – altså køb af strøm.
Uddrag: Vinderne af auktionerne skal stå klar i de vundne timer til at sende strøm ud i systemet, hvis der er brug for kapaciteten. Det skal ske, inden der er gået et kvarter. Deres kapacitet kommer i brug for at undgå ubalance i el-systemet, hvis der for eksempel sker udfald hos el-producenterne. Køberen af reservekapaciteten er det statsejede Energinet, som driver el-systemet og dermed har ansvaret for, at der altid er strøm i kontakterne.
Hvem er Energinet?
Energinet er vores allesammens.
Energinet er en selvstændig, offentlig virksomhed under Klima-, energi- og forsyningsministeriet.
Energinet er en vidensvirksomhed med ca. 2833 medarbejdere fordelt på ni bemandede lokationer i Danmark.
Energinets hovedsæde ligger i Fredericia, og der er yderligere en stor afdeling i Ballerup.
