Ole Kjær er genvalgt som lokal HK-formand

Ole Kjær fortsætter som formand for HK Sydjylland i mindst to år endnu. Det står klart efter HK-afdelingens generalforsamling 25. april 2022, hvor han modtog genvalg uden modkandidater.

Ole Kjær, der bor i Jelling, har netop fejret sit 10-års jubilæum som lokalformand. Han glæder sig til at fortsætte på posten:

”Vi er midt i en vildt spændende udvikling, som jeg fortsat gerne vil bidrage til. Vi skal finde ud af, hvordan vi afkoder de gode ting, der opstod på arbejdsmarkedet i coronatiden, og gør dem til en fast del af fremtidens arbejdsmarked og af HK. Tiltagene var sandsynligvis opstået alligevel, men pandemien satte turbo på bl.a. den digitale udvikling,” siger han.

Knap 100 medlemmer deltog i generalforsamlingen, der foregik i Kolding. HK Sydjylland dækker området fra Horsens til grænsen, dog Fredericia undtaget.

Kilde: HK Sydjylland