Nyt udspil: Regeringen vil styrke elnettet og samtidig tage større lokale hensyn

Arkivfoto - Vestkystforbindelsens master ses lige nu blive monteret ked 400 kV kabler ude ved Emmerske lige før Tønder. Fotos: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Der er ikke plads nok i elnettet, og det tager for lang tid at bygge mere.

Derfor vil regeringen rulle den grønne løber ud i nærmest hele Danmark.

På den måde kan der bygges elnet hurtigere, smidigere og med et større hensyn til naboer og natur.

Strømmen i stikkontakterne skal være grøn, sikker og billig. Og så skal der være nok af den.

Det er det, regeringen vil med sit nye udspil Et Danmark med hurtigere udbygning af elnettet og med større lokale hensyn.

For problemet er, at der ikke er nok plads i elnettet. Og hvis først borgere og virksomheder ikke kan slippe af med det fossile, fordi de ikke kan blive koblet på elnettet, risikerer det at gå ud over udviklingen og den grønne omstilling.

”Der er frihed i vores elnet. Frihed til udvikling af vores land- og byområder, til vores virksomheder og borgere. Uden strømmen risikerer vi, at virksomheder lukker, arbejdspladser forsvinder og skoler lukker. Vi risikerer, at Danmark går i stå. Derfor går det ikke, at de mange forskellige tilladelser for elnetsprojekter tager op til ti år, når vi står og mangler pladsen nu,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.  

Regeringen foreslår, at man gentænker alt fra miljøgodkendelser til planproces, arealadgang og lokal opbakning. I udspillet udmønter det sig i fem tiltag:

  1. Hurtigere miljøprocesser.
  2. Hurtigere planprocesser.
  3. Smidigere adgang til arealer og tilladelser.
  4. Mindre synlige gener fra elnettet.
  5. Bedre vilkår for naboer til elnettet.

Læs mere om udspillet på kefm.dk.

Hurtigere elnet og stærkere nabohensyn

Konkret vil regeringen gøre miljøprocesserne hurtigere og smidigere, uden at gå på kompromis med beskyttelse af naturen.

Samtidig vil staten for nogle store og komplekse elnetprojekter fremover tage et større ansvar for planlægningen.

I samme omgang vil staten optimere myndighedsprocesserne, så projekterne hurtigere kan sættes i gang, og berørte borgere ikke skal vente nær så lang tid på afklaring.

”Udbygningen af elnettet er fyldt med dilemmaer, og jeg er klar over, at udbygningen ikke vil være smertefri hele vejen rundt. Derfor vil vi styrke vilkårene for berørte naboer, samtidig med at vi styrker elnettet. Det er en svær balance, men vi mener, det kan gøres bedre. Det er sådan, vi tager ansvar for udviklingen af vores land, og jeg håber, at Folketingets partier er klar til det,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.

I samme omgang vil regeringen forbedre vilkårene for naboerne ved at styrke muligheden for kompensation og overtagelse af ejendom.

Der skal derudover arbejdes på at sikre så få synlige gener som muligt ved at lægge kablerne i jorden, når det kan lade sig gøre.