Sønderborg Lokalvarme A/S er nu stiftet og skal arbejde for varmeløsninger i områder udenfor fjernvarmeområderne i Sønderborg Kommune.
11 områder i Sønderborg Kommune har potentiale for at etablere lokalvarmeløsninger. Det drejer sig om Fynshav, Skovby, Lysabild, Hundslev-Notmark-Almsted, Kværs, Skelde, Asserballe og Tørsbøl samt Stevning, Oksbøl/Broballe/Mjels og Tandslet. De sidste tre områder er undersøgt i forbindelse med fjernvarmeforsyning direkte fra henholdsvis Nordals Fjernvarme A/S og Sønderborg Varme A/S, mens de otte første områder er fundet gennem en undersøgelse fra 2023, som ProjectZero og Sønderborg Kommune lavede sammen med fjernvarmeselskaberne.
Derfor er Sønderborg Lokalvarme A/S stiftet, som kan undersøge muligheden for hjælpe mindre lokalsamfund på vej med en kollektiv varmeløsning. Lokalvarmeselskabet skal stå for det praktiske i forhold til forundersøgelse og projektforslag. Etablering, drift og administration af anlægget vil ske under Sønderborg Varme A/S.
Formanden for selskabet er borgmester Erik Lauritzen.
– I Sønderborg Kommune er vi optaget af, at så mange af kommunens borgere som muligt kan få så billig varme som muligt. Derfor er kommunen med i lokalvarmeselskabet for at understøtte arbejdet, så de nævnte områder uden for fjernvarmeområderne får hjælp til at undersøge mulighederne. Det håber vi lykkes mange steder, for fælles fjernvarmeløsninger vil sikre en hurtig konvertering af mange borgere til grønne løsninger og dermed bidrage positivt til målsætningen for ProjectZero, siger han.
Samme holdning deler Erik Wolff, direktør i Sønderborg Varme, der også er direktør for Sønderborg Lokalvarme A/S.
– Hos Sønderborg Varme er vi glade for sammen med Sønderborg Kommune og ProjectZero at etablere Sønderborg Lokalvarme A/S. Det gør, at vi nu kan trække i arbejdstøjet, og vi håber naturligvis, at lokalsamfundene vil gøre det samme. Det er vigtigt for den videre proces, at der er lokale ildsjæle og opbakning i de enkelte lokalsamfund, så det kan afklares, om der er grundlag for etablering af fælles varmeløsninger til en pris, som er konkurrencedygtig i forhold til individuelle løsninger som fx varmepumpe, siger han.
I den kommende tid vil Sønderborg Lokalvarme A/S sammen med ProjectZero kontakte relevante parter i lokalsamfundene for at aftale de næste skridt i forhold til mulige lokalvarmeløsninger.
Fakta:
Sønderborg Lokalvarme A/S er et 100% ejet datterselskab under Sønderborg Varme A/S. Sønderborg Kommune har bidraget med 2,1 mio. kr., som bliver godtgjort, hvis projekterne kan gennemføres. Bitten og Mads Clausens Fond har doneret 0,9 mio. kr. i selskabet.
Sønderborg Lokalvarme A/S ledes af en bestyrelse bestående af:
• Erik Lauritzen, Sønderborg Kommune (formand)
• Claus Plum, Sønderborg Varme A/S (næstformand)
• Ole Stenderup, Sønderborg Varme A/S
• Flemming M. Vestergaard, Sønderborg Varme A/S
• Thomas Juul Madsen, Sønderborg Varme A/S
• Jesper Kjærsgaard, Sønderborg Varme A/S
• Christian Udby, Sonfor A/S
• Peer Monger, Broager Fjernvarmeselskab A.m.b.a.
• Allan Piilgaard-Jensen, ProjectZero
Erik Wolf er ansat som direktør til at varetage den daglige ledelse af selskabet.
Kilde: Sønderborg Kommune