Nyt og Nemt: Drop-In til Motion på Agerskov Ungdomsskole

Agerskov Ungdomsskole, Tønder Kommune og DGI Sønderjylland er gået sammen om Drop-In Motion onsdag d. 6. april for lokale familier i og omkring Agerskov. Pressefoto


Agerskov Ungdomsskole, Tønder Kommune og DGI Sønderjylland er gået sammen om Drop-In Motion onsdag d. 6. april for lokale familier i og omkring Agerskov. Et tilbud med motion, foredrag, aftensmad og mulighed for at smøre madpakker til dagen efter. Nemt, sundt og hyggeligt.

Det skal være nemt og det skal være sjovt for hele familien. Sådan lød arbejdstitlen på det arrangement, der i dag hedder ’Drop-In Motion’ og som kommer til at foregå på Agerskov Ungdomsskole onsdag d. 6. april.

Fra kl. 16.30 kan du og din familie droppe ind og deltage i en masse sjove og udfordrende aktiviteter, der foregår på samme tid:

– Tanken er, at en hel familie skal kunne tage af sted sammen, hvor mor kan prøve mindfuldness, imens far giver den gas på MTB og ungerne fyrer den af i springsalen, svømmehallen eller spiller fodbold. Vi oplever flere og flere familier, der efterspørger aktiviteter, som familien kan dyrke på samme tid på trods af forskellige interesser og dét får de mulighed for her” udtaler Line Bossen, børn og ungekonsulent DGI Sønderjylland.


Aftensmad og madpakker


Arrangørerne bag ved også godt, at når de skal have hele familien af sted, så skal der være tænkt på det hele. Derfor er der en pause imellem aktiviteterne til at spise aftensmad sammen og til at kunne smøre madpakken til dagen efter, så er det klaret på samme tid.


”Vi er vilde med den her idé om at droppe ind og deltage i den aktivitet, man har lyst til. Vi har rammerne her på Agerskov Ungdomsskole, og vi gentager succesen søndag d. 8. maj i samarbejde med den lokale idrætsforening Agerskov Ungdomsforening, hvor vi sigter efter at se børnefamilierne med små børn til samme koncept” udtaler Lars Kristensen, forstander på Agerskov Ungdomsskole.


Foredrag om vægttab og motion

Drop-In Motion er opdelt i to moduler – et før aftensmaden og et efter. Under begge moduler holder den lokale triatlet fra Agerskov, Morten Falk Størling, et foredrag om et stort vægttab fra at veje 120 kg til i dag at være triatlet med stor fokus på træning, kost og motionsvaner.


– I 2017 vejede jeg 120 kg. og lignede ikke ligefrem én, der skulle have andet sport i mit liv end Ritter Sport. Men en gåtur med min kone ændrede pludseligt det hele; jeg tabte mig og kom i bedre og bedre form, udtaler Morten Falk Størling.

Dette og meget mere vil Morten fortælle om under foredraget.


For bare 60 kr. pr. person får du aktiviteter i min. to timer, aftensmad, foredrag og madpakke til dagen efter.

Du betaler med mobilepay i døren og kan droppe ind fra kl. 16.30 på Agerskov Ungdomsskole.
Se aktivitetsmodulerne og tilmeld dig på: https://agerskovungdomsskole.dk/aktuelt/drop-in-motion/


Alle der har lyst, kan deltage

Aktiviteterne er målrettet voksne og familiens ældre børn fra ca. 8 år. Du behøver ikke at have erfaring med motion – alle kan være med.


DU KAN:


– prøve en masse forskellige motionsformer
– spise lækker aftensmad med familien, venner og naboer
– smøre familiens madpakke til næste dag
– høre lokale elite-triatlet Morten Falk Størlings spændende foredrag om sit livsændrende valg om sit
store vægttab og starten på en aktiv livsstil.

Kilde: DGI Sønderjylland