Ny vævehøjskole skal samle kreative i Skærbæk – Tilmelding her

Pressefoto

Skærbæk bygger videre på sine stolte tekstiltraditioner med en ny vævehøjskole, der skal skabe plads til både kreativ fordybelse, håndværk og fællesskab.

Bag initiativet står underviser Lone Jensen i samarbejde med FOF Sydjylland. Den nye vævehøjskole inviterer både nybegyndere og erfarne vævere til fem dages fordybelse, hvor deltagerne arbejder med egne projekter på væv – fra idé til færdigt tekstil.

På kurset kan deltagerne blandt andet væve tørklæder, håndklæder, puder og mindre plaider, ligesom der bliver mulighed for at arbejde med teknikker som dobbeltvæv og reps. Undervisningen bliver individuelt tilrettelagt, så alle kan arbejde i deres eget tempo og ud fra eget niveau.

”Vævning er et ældgammelt håndværk, og det er fantastisk at fordybe sig i mulighederne med farver, garn og teknikker. Jeg vil gerne skabe et hyggeligt og inspirerende fællesskab, hvor der er plads til både begyndere og øvede, fortæller underviser Lone Jensen.

Kurset foregår i Skærbæk og bygger samtidig videre på områdets stærke tekstilhistorie. Skærbæk er blandt andet kendt for de berømte Skærbæk-tæpper, som omkring år 1900 gjorde den lokale væveskole kendt langt ud over landets grænser. (Historisk Atlas)

Under forløbet bliver der både aftenåbent værksted, faglige oplæg og mulighed for en udflugt til Tekstilcenter Højer.

Ifølge arrangørerne er vævehøjskolen samtidig første skridt i en større kreativ satsning i området.

– ”Vi oplever en stigende interesse for kreative fag, fællesskaber og fordybelse. Ambitionen er, at konceptet allerede næste år skal vokse med endnu flere kreative fag og workshops, så Skærbæk kan udvikle sig til et samlingspunkt for kreative højskoleophold og håndværksfag i Sønderjylland.

Mere om kurset samt tilmelding – KLIK HER