Ny regering på vej: Coop jubler over lavere moms

Annette Jorn er adm. direktør i Coop amba og arbejder for billigere frugt og grønt til Coops medlemmer. Pressefoto Liv Rossander

Coop har i årevis arbejdet for lavere moms på fødevarer og foreslået at starte med at fjerne momsen på frugt og grønt. “Det kan næsten ikke være bedre,” lyder det fra Annette Jorn.

Regeringen og støttepartierne har aftalt, at fjerne momsen på frugt og grønt og halvere den på fødevare. Lige præcis det har Coop arbejdet for i mange år.

Annette Jorn, adm. direktør i Coop amba siger:

“Jeg er afsindig glad. Jeg tænker, der skal poppes nogle champagnepropper. Det går hånd i hånd med det, vi har arbejdet på igennem nogle år nu, så det er vi bare rigtig glade for.”

“Og vi er rigtig glade for, at der også er medtaget på fødevarer generelt. Det kan næsten ikke være bedre.”

“Vi har kørt kampagne på skær momsen i 365discount, vi giver 5 pct. i medlemsbonus på frisk frugt og grønt. Og vores medlemmer og kunder er vilde med det. Vi synes, det går rigtig godt hånd i hånd med dagens udmelding, hvor man trækker i samme retning på samfundsniveau. Det er et attraktivt tilbud til vores medlemmer, og det er også noget, der gør noget godt for folkesundheden og de grønne måltider.”

“Det kommer også til at gøre noget godt for de danske og lokale producenter af frugt og grønt. Vores medlemmer har peget på, at vi skal arbejde med dansk og lokalt som mærkesag. Og det her trækker i den grad i den rigtige retning for at styrke de danske producenter. Mange vil købe mere dansk og mere økologisk, når frugt og grønt bliver billigere.”

Coop Analyse har netop offentliggjort en ny analyse, der viser, at danskernes måltider bliver grønnere, når prisen falder på frugt og grønt.