Minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn udnævnes til minister for et nyoprettet Ministerium for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Endvidere skifter Miljø- og Fødevareministeriet navn til Miljøministeriet under ledelse af miljøminister Lea Wermelin.
Medlem af Folketinget Flemming Møller Mortensen udnævnes til minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde.
Samtidig overføres ligestillingsområdet til Beskæftigelsesministeriet, således at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fremover også benævnes minister for ligestilling.
Statsministeren præsenterede telefonisk kl. 14.30 for Hendes Majestæt Dronningen den nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og den nye minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde.
Umiddelbart herefter modtages den nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og den nye minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde i audiens hos Hendes Majestæt Dronningen på Amalienborg.
Statsministeren vil herefter præsentere de nye ministre for offentligheden på Amalienborg Slotsplads.
Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen udtræder af regeringen og modtages i afskedsaudiens hos Hendes Majestæt Dronningen på Amalienborg på et senere tidspunkt.